»Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar?«
Sådan lyder det spørgsmål, som de danske vælgere skal tage stilling til ved folkeafstemningen 1. juni. I hvert fald ifølge planen fra Udenrigsministeriet, der i sidste uge udsendte det lovforslag fra regeringen, som skal danne rammen om folkeafstemningen for eller imod at opgive det danske forbehold over for EUs forsvarssamarbejde. Men formuleringen af spørgsmålet på stemmesedlen har siden vakt voldsom debat på Christiansborg og i medierne.