Kronik: Rend mig i ramadanen

Bente Dalsbæk: Landet over oplever skolelærere i disse dage nogle elevers træthed og passivitet overfor undervisningen, fordi de faster. Og det er ikke altid frivilligt, for flere og flere børn og unge presses af kammeraterne til at følge ramadanen med Islamisk Trossamfund som velvillige »mobbebagmænd«.

Små grupper af 12-årige står ved køkkenbordene og rører i de kulørte Margrethe-skåle. Det er hjemkundskabstime i en sjette klasse på en skole på Vestegnen. Lærerinden – lad os kalde hende Anne - har som vanligt købt ind til at lære klassens 18 elever at lave mad. Også som vanligt skal holdene spise maden bagefter. Eller skulle have spist. Mere end firs procent af klassens elever spiser slet ikke for tiden, for i lørdags startede Ramadanen, altså den muslimske faste. Anne kan allerede mærke det på dem:

»Den får lige en ekstra tand hos dem, der normalt har en lidt aggressiv ’tilgang’ til tingene. Resten bare er passive, næsten apatiske. Dem, der før havde svært ved at klare en 45 minutters undervisningstime, de går nu døde efter 20 minutter. Ikke lige ønskesituationen, når man står og skal formidle glæden ved at lave mad’, fortæller hun mig, hendes veninde, i telefonen.

Anne anstrenger sig for at balancere imellem undervisningens krav og mål, og så virkeligheden. Men hun synes indimellem det er lidt svært. Hun køber ikke svinekød, men mest kylling og oksekød til timerne, og det okay med hende. Men for nylig spurgte en af de muslimske drenge, lad os kalde ham Ahmed, hvor kyllingekødet var købt:

»Det er købt dér, hvor jeg køber ind, og hvor dine forældre nok også køber ind - i Netto«, svarede Anne med et imødekommende smil, og blev noget overrasket, da Ahmed rejste sig op og erklærede: »Alle muslimer: I spiser ikke kyllingen!« hvorefter flertallet af gafler skyndsomt blev lagt på tallerkenen. Selv ikke indvendingen, at danske kyllinger som hovedregel er hallah-slagtet beroligede Ahmed: »Danske supermarkeder lyver hele tiden, så vi vil ikke spise deres kød’« var svaret.

Ahmed gav sig ikke og blev mere og mere højlydt. Der var en ubehagelig stemning og mange vidste ikke, om de skulle spise eller lade være. Derfor valgte Anne at bede Ahmed forlade klassen. Da hun siden forklarede klasselæreren hvorfor og foreslog, at eleverne i givet fald selv kunne tage kød med, hvis det skulle være noget specielt, spurgte klasselæreren, der er ’etnisk dansk’, om Anne mon ikke var racist?

Næ, hun vil bare ikke finde sig i at blive råbt ad. Og så er hun praktisk anlagt, og kan ikke rigtig se, hvordan hun skal få tid til at halse rundt i flere butikker, hver gang hun skal have en hjemkundskabstime. Det endte med, at det var i orden, at de af eleverne, der ikke ville have Nettos kød kunne tage deres eget med.

Tegning: Lars Andersen

Anne har også lavet om på, at alle eleverne efter madlavningen sad ved et langt bord og spiste sammen. Der opstod for meget pres, kommentarer og hån fra en gruppe af elever, der går meget op i, at alle skal være ’gode muslimer’. »Du er ikke en god muslim!« blev der sagt mere end én gang til kammeraterne, som efterhånden synes, at måltiderne var meget lidt hyggelige. Nu sidder klassen i grupper, for som Anne siger: »Så kan jeg sætte dem, der kører den ’rene’ stil sammen. I de andre grupper kan jeg også blande nogle danskere ind, og håber, at de pressede elever får lidt rum til bare at være sig selv.«

Her under ramadanen har Anne lavet menu, de fastende elever kan tage med hjem om aftenen. En gang porre-kartoffel-suppe eller lasagne bliver unægtelig lidt klam i tasken. Så den står på kyllingepølsehorn, muffins, flutes osv.

Hvis de altså får lavet maden. Der er ikke rigtigt hul igennem for tiden, for børnene er simpelthen for trætte. Endvidere faster mange af klassens elever, fordi de andre gør det. Og har dermed lige så lidt motivation til at faste, som en ét-benet mand har til at steppe. Dét dobler også op på passiviteten i timerne, fortæller Anne.

»Jamen, hvad siger deres forældre? Er de ikke kede af at børnene presses? Kan I ikke gøre noget ved det sammen«, spørger jeg.

»Hvis forældrene er kede af det, så siger de det ikke til mig«, svarer Anne, der tværtimod mest har oplevet, at forældrene med et lidt stolt smil siger: ’De har selv valgt det’. Men det lyder mere som om, at det er Ahmed og Munir fra klassen, der har valgt end børnene selv.

»Nu har vi endda måtte aflyse et af vores højdepunkter; turene til svømmehallen, fordi de fastende er bange for at få vand i munden«, sukker Anne til sidst.

Jeg blev mere end irriteret på Annes vegne. Kan det virkelig være rigtigt at hele undervisningen mere eller mindre skal lægges ned på grund af en tradition, som børn ikke er forpligtede til at deltage i, og som andre trækker ned over hovederne på dem, så de kan være med på ’God Muslim’-holdet?

Jeg er lodret imod, at børn faster – og jeg synes faktisk det er omsorgssvigt, at børn f.eks. ikke må drikke noget en hel dag.

Det bliver i mine ører endnu mere grotesk, når børnelægen Christian Mølgaard fra Institut for Human Ernæring i Berlingske Tidende 22. august konkluderer, at fordi vi har så mange overvægtige børn i Danmark, så kan det være godt at faste bare nogle timer, så børn lærer at udsætte deres behov! At det skulle være sundt at afholde sig fra mad og drikke fra solopgang til solnedgang, for derefter at indtage enorme mængder af mad og søde sager om aftenen og igen om morgenen inden solopgang, mener jeg lyder mere som en affart af det, man kalder Den 3. Spiseforstyrrelse (»Binging« altså periodevis »vold-ædning«) end som en ernæringsmæssig sund livsstil. Og slet ikke for børn. Al mulig støtte til, at vi skal løse problemet med overvægtige børn. Men overvægtige børn taber sig Gudhjælpemig mig ikke gennem faste. De taber sig gennem en sund og varieret kost dagen igennem, motion og rigeligt vand.

Islamisk Trossamfund anbefaler ligefrem i en vejledning, at syvårige bør prøvefaste, og meddeler samme sted, at børn i puberteten er forpligtede til at faste, se igen Berlingske Tidende 22. august.

Jeg synes Islamisk Trossamfund med deres anbefaling driver undervisningsskadelig virksomhed.

Vi har undervisningspligt her i landet. Det indebærer også, at forældrene skal sørge for, at deres børn kommer til tiden, er forberedte og deltager i undervisningen. Godt nok findes der ikke et cirkulære om åndeligt fravær, men når man lader sine børn faste og sender trætte og apatiske børn i skole, så mener jeg ikke, at man overholder undervisningspligten. Og hvis man ikke overholder undervisningspligten, er der underretningspligt til de sociale myndigheder. Nøjagtig som ved omsorgssvigt.

Vi skal sørge for, at vores lærere og skoleledere har de redskaber, de skal bruge, så børnene kan følge undervisningen og ikke udsættes for religiøst pres. Især presset er et stort problem rundt omkring. Vi har i årevis haft mobbekampagner på skoler, der ikke efterlader nogen tvivl om, at mobning er en socialt helt og aldeles uacceptabel adfærd. Men når det kommer til religiøs mobning, så bliver vi straks lidt fjernere i blikket. Alle ved, at det ikke er okay at drille Niels fordi han er rødhåret eller at holde Iben udenfor, fordi hun ikke går i det rigtige mærketøj, men det er sværere at få talt ordentligt om, hvad vi skal gøre ved, at Ibrahim presses til at bede eller faste. Jeg ved, at man ude på skolerne prøver at løse disse problemer, men ikke altid føler, at de har redskaberne eller opbakningen. Og så er det da meget lidt hjælpsomt, at Islamisk Trossamfund vejleder forældre og andre om, at børn bør faste, og oven i købet hævder, at det »går ud over deres selvtillid«, hvis de ikke får lov! Spørg lige om, hvad det gør ved børns selvtillid at blive udsat for religiøs mobning?

Børn presses af andre børn til at faste, og Islamisk Trossamfund er disse mobberes velvillige bagmænd. Hvad med, at Islamisk Trossamfund i samarbejde med undervisningsministeren udsendte en vejledning til forældrene, hvori man anbefaler, at ingen børn faster, og hvor man præciserer hvad der sker, når man ikke overholder undervisningspligten. Og hvad med om Islamisk Trossamfund for en gangs skyld tog konsekvensen af, at man bor og lever i Danmark og satte børns indlæring, og i den sidste ende en vellykket integration, højere end deres forsøg på at hverve nye medlemmer til deres udgave af Islam?