Vi skal knokle mere effektivt – så får vi mere vækst

Danskerne skal for fremtiden arbejde smartere for at få hævet væksten i vores produktivitet. Det vil bl.a. kræve, at virksomhederne begynder at investere noget mere.

Vi skal arbejde smartere og mere effektivt for at få mere økonomisk vækst. Det skal blandt andet ske gennem investeringer i ny teknologi. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

Vi bliver om en række år det land i EU, hvor den største andel af befolkningen er på arbejdsmarkedet. Men det er ikke nok til at skabe en pæn vækst i årene fremover. Vi skal også arbejde mere effektivt.

Ikke forstået på den måde, at vi nødvendigvis skal løbe hurtigere på jobbet, men vi skal arbejde smartere gennem blandt andet digitalisering og andet nyt udstyr. Med andre ord vi skal have hævet væksten i vores produktivitet.

Sådan lyder det fra både fagforeningen 3F og Dansk Industri (DI). Kommentaren kommer, efter at nye tal fra EU viser, at vi i 2030 vil være det land, hvor den største andel af befolkningen mellem 15 år og 74 år er i beskæftigelse. Vi vil få den højeste beskæftigelsesgrad.

Det kræver, at vi i de kommende år får en fremgang i beskæftigelsen på 20.000 personer om året i gennemsnit. Det vil i sig selv give en økonomisk vækst på omkring 0,8 pct. om året. Hvis vi skal have en vækst, der er højere end det, skal vi have hævet væksten i vores produktivitet.

Væksten på de 0,8 pct. skal sammenlignes med, at vi de senere år har haft en vækst på over to pct. om året, når man ser på de nye og reviderede tal fra Danmarks Statistik for den økonomiske vækst herhjemme.

»Set i et langt perspektiv er det ikke arbejdsmarkedet og hænder, der bremser væksten i dansk økonomi. Det er produktivitetsvæksten, der ligger lavere end tidligere, så det er der, vi skal fokusere, hvis vi skal have løftet væksten i dansk økonomi,« siger cheføkonom i 3F Frederik I. Pedersen.

»Det handler om flere investeringer i ny teknologi, smartere måder at arbejde på og kompetencer for arbejdsstyrken,« siger Frederik I. Pedersen, der fremhæver, at et af de afgørende elementer for at få hævet væksten i vores produktivitet er at få virksomhederne til at investere noget mere.

Ifølge en undersøgelse blandt tillidsfolkene i 3F er det specielt investeringerne hos de små og mellemstore virksomheder, det kniber med.

Sakker bagud

Netop udviklingen i vores produktivitet har over de senere år haft stor fokus rent politisk. Siden 2016 har vismændene i Det Økonomiske Råd fungeret som produktivitetsråd. Rådet skal én gang om året fremlægge en rapport om, hvordan det går med udviklingen i vores produktivitet.

Overvismand Michael Svarer, der er professor i økonomi på Aarhus Universitet, har tidligere sagt til Berlingske Business, at alle de rige lande har en udfordring med udviklingen i produktiviteten.

»Problemet er, hvis vi sakker bagud i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med. Hvis vi eksempelvis ser, at svenskerne har råd til en ny sygehusbehandling, som vi ikke har, vil vi direkte kunne mærke den lavere velstand,« sagde han.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) påpeger, at de offentlige investeringer i forskning er mindre i Danmark end i en række af de andre EU-lande. Det er med til at give en negativ afsmitning på de private virksomheders investeringer, mener AE.