Derfor har økonomerne så svært ved at spå om fremtiden

Udsigterne for den globale økonomi er blevet nedjusteret som følge af USAs handelskrig, men der er andre faktorer, der også trækker ned. Økonomiske modeller har meget svært ved at fange store forandringer i den globale økonomi, og ikke mindst når forbrugere og virksomheder reagerer anderledes end de plejer. Hvad der var normalt i går, kan være unormalt i morgen.

De internationale organisationer har nedjusteret forventningerne til den globale vækst. Økonomiske prognoser er udsat for ekstraordinær stor usikkerhed, når de grundlæggende økonomiske strukturer er under forandring. Fold sammen
Læs mere
Foto: ANDREW CABALLERO-REYNOLDS

De internationale organisationer har nedjusteret de globale vækstudsigter i de seneste måneder. Det er ikke så overraskende. Det har siden foråret været tydeligt i både erhvervstillid og faktiske tal for økonomisk aktivitet, at gassen var gået af den globale vækstballon – når man ser bort fra USA.

Helt generelt er nedjusteringerne sket med henvisning til de igangværende amerikanske handelskrige. Brexit og Italien er også faktorer, der bidrager til usikkerheden, og væksten er bremset op i begge lande.

Hvad vil der så ske, hvis USA og Kina slutter fred, Brexit foregår under ordnede forhold og Italiens budgetkamp ender med et kompromis. Skal vi så til at opjustere vækstskønnet igen?

Hvad er normalt?

Modelbaserede økonomiske prognoser er et produkt af, hvad man putter ind i de underliggende økonomiske modeller. Man bruger teoretiske sammenhænge og historiske erfaringer til at opstille sammenhænge for, hvordan økonomiens mange dele reagerer, når man drejer på forskellige knapper. Dermed bliver »plejer« og »normalt« udgangspunktet for, hvordan vi betragter fremtiden. Det giver kan give god mening i stabile perioder, men er mindre nyttigt i tider, der er præget af store forandringer. Ikke mindst når forbrugere og virksomheder reagerer anderledes end normalt.

Eksempelvis har økonomer de seneste år konsekvent overvurderet udviklingen i inflationen. Normalt vil strammere arbejdsmarked give stigende lønvækst og dermed tiltagende inflation. Men det har vi ikke set. Herhjemme og i f.eks. Tyskland og USA, hvor ledigheden er rekordlav, er inflationspresset ikke opstået som forventet. Hvad, hvis den nye normal for inflationen mere er nul end to procent?

Når tingene ikke udvikler sig som forventet, er modelsvaret, at »det kommer« – men tager bare længere tid end forventet. Men hvad, hvis det ikke kommer?

Hvis en kombination af globalisering og teknologiske kvantespring – kombineret med en god dosis skræk i livet fra den finansielle krise – har vendt op og ned på den måde, som de økonomiske kræfter fungerer på, vil de økonomiske modeller blive ved at gætte galt.

At bruge »plejer« som udgangspunkt i en kaotisk verden, hvor plejer er død betyder ikke bare, at vi løbende gætter forkert om fremtiden, men det kan også have stor betydning for de beslutninger, som politikere og centralbanker træffer. En fejlvurdering af inflationsdynamikken har eksempelvis også indvirkning på løndannelsen i lande med centralt forhandlede overenskomster. Den forventede inflationsudvikling er grundlaget for den ønskede reallønsstigning.

Det er ikke kun på inflationen, at historiske sammenhænge spiller en afgørende rolle i vurderingen af fremtidig vækst. De Økonomiske Råds (DØR) positive vækstudsigter for dansk økonomi bygger i høj grad på en normalisering af husholdningernes opsparingsadfærd – at du og jeg de kommende år vil forbruge en større del af indkomsten, som vi plejer.

Baseret på teori og historiske erfaringer er det ikke nogen urimelig antagelse. Stigende formuer og faldende ledighed betyder, at husholdningernes forsigtighedsopsparing kan nedbringes.

Men hvorfor har man sparet mere op på trods af gunstige indkomst- og formueforhold? Hvorfor ser vi præcis det samme i Tyskland og Holland? Vi har alle negative renter, som paradoksalt kan bidrage til, at man må spare endnu mere op for at nå sine mål for pensionsformuen (og påtage sig mere risiko). Danmark og Holland har begge haft boligbobler, så har vi lært, at hvad, der kommer let, forgår let? Men tyskerne har ikke haft samme oplevelse og har i øvrigt en meget lavere andel af boligejere, et bragende stærkt arbejdsmarked og stigende lønindkomst.

Når jeg forventer svagere global vækst i de kommende år, hænger det sammen med, at tidligere tiders normal ikke længere er det. Lønninger og priser er i højere grad givet ved global konkurrence, mens definitionen af rutinejob, der kan erstattes med teknologi, bliver stadig bredere. Når inflationen stiger, følger lønningerne ikke nødvendigvis med, og købekraften udhules. Usikkkerhed om fremtiden og en vis portion fornuft betyder, at husholdningerne nok vil fortsætte med at være lidt mere forsigtige end normalt.

Konjunkturerne, der trods nedjusteringer stadig er positive, betyder, at virksomhederne burde stå klar til at investere. Noget kommer der nok også. Men globalt set er virksomhedernes gæld steget kraftigt i de senere år, især i USA og de nye vækstøkonomier. Det er her, at næsten hele den globale vækst bliver skabt. Noget er gået til investeringer, men meget også til aktietilbagekøb og andre tiltag for at understøtte aktiekurserne.

Nu er renterne globalt stigende, og selvom vi herhjemme ikke har haft nævneværdig udlånsvækst, betyder strammere finansielle forhold i omverdenen, at rammen om dansk økonomi bliver lidt mindre positiv, end vi troede for et år siden. Dertil kommer så den politiske risiko fra både USA og Europa.