Nye og flotte tal for den danske vækst fra Danmarks Statistik er ingen redningsplanke for dansk økonomi. De nye tal kom i sidste uge, og selv om vi med dem i bagagen nærmest har fået skrevet en ny bog om dansk økonomi, så er et af de største problemer stadig, at de små og mellemstore virksomheder investerer for lidt.
Sådan lyder det fra både Dansk Industri, DI, og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE. Udtalelserne kommer, efter at Danmarks Statistik i sidste uge kom med reviderede tal for den samlede danske produktion i form af BNP. Opjusteringen gjorde, at det nuværende opsving rent vækstmæssigt er fuldt på højde med de tidligere.