Danmarks Statistik udsendte tidligere på ugen en revision af de danske nationalregnskabstal. Det er normalt ikke noget, som kan få andre end de mest hårdkogte økonomnørder op af stolen. Sædvanligvis skyldes revisioner nemlig forhold som bedre data og metoder, for eksempel i forhold til virksomhedernes globale aktiviteter og anvendelsen af ny teknologi.
Det usædvanlige ved den seneste revision er, at fysiske bygge- og anlægsinvesteringer til en samlet værdi af ti mia. kr. alene i 2015 og yderligere ubestemte beløb i 2016 og 2017 ved en fejl ikke har været medtaget i aktiviteten. Talt sammen kan det nærmest omregnes til en ny storebæltsbro.
Den nyfundne storebæltsbro og andre revisioner betyder, at den danske økonomiske historie igen skal omskrives: Værdien af den økonomiske aktivitet er pludselig i alt 28 mia. kr. større. Væksten er blevet oprevideret i 2015 og 2016, og nu har Danmark faktisk haft økonomisk vækst på over to pct. tre år i træk. Det forklarer også, hvorfor den danske byggesektor ikke er gået konkurs med alle de mange nye ansættelser, der er foretaget.
Meget mere produktivitet
Danmarks Statistik bedyrer nu, at de »endelige væksttal er præcise« for 2015, men fremtidige metodeændringer kan igen omskrive historien.
Det er ikke første gang, at betydelige revisioner af nationalregnskabet vender op og ned på, hvad vi tror, at vi ved om dansk økonomi. En større revision i 2016 betød, at aktiviteten i de foregående år blev løftet, ikke mindst for perioden 2013 til 2015, hvor væksten blev opskrevet med i alt 2,1 procentpoint.
Det er ganske meget, og hvem ved, hvordan folketingsvalget 2015 var gået, hvis statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kunne have præsenteret en fortælling om et stærkt opsving frem for et moderat opsving.
Revisionerne betyder tilsammen, at opsvinget siden 2012 har været fuldt på højde med boomet i de glade boligboble-år før krisen, men uden at husholdningernes gældsætning er eksploderet – og uden at de offentlige finanser udviser det forventelige overskud. Den højere vækst betyder også, at produktivitetsudviklingen har været bedre end tidligere vurderet.
Oprevideringerne har ikke bare betydning for historieskrivningen, men også for dansk økonomi fremadrettet. Ikke kun fordi udgangspunktet er højere, men også fordi omdrejningspunktet i de økonomiske modeller er bagudskuende. Centralt i både økonomiske fremskrivninger og det finanspolitiske maskinrum er potentiel vækst – en vurdering af, hvor meget en økonomi vokser i »normal«-tilstanden.
I konjunkturanalysen kan potentiel vækst ses som et avanceret gennemsnit af den historiske vækst. Eksempelvis var potentiel vækst i Frankrig næsten dobbelt så høj som i Tyskland i 2005, fordi fransk økonomi i en længere periode var blevet kunstigt stimuleret af lempelig finanspolitik, mens tysk vækst lå underdrejet som følge af store arbejdsmarkedsreformer. Det siger intet om de to landes evne til at skabe holdbar vækst fremadrettet – og Tyskland har klaret sig rigtig godt efterfølgende.
Oprevidering af den historiske vækst betyder, at Danmarks potentielle vækst bliver højere i de nærmeste år. Når man ser længere ud i fremtiden afhænger vækstpotentialet af antagelser om en række strukturelle forhold, herunder produktivitet.
Finansministeriet regner med en potentiel vækst på 1,5 pct. om året i 2020 til 2025, hvoraf næsten det hele stammer fra produktivitetsforbedringer. Hvis den seneste opjustering af historisk produktivitet slår igennem på vurderingen af produktivitetsvæksten fremadrettet, vil også den langsigtede vækst øges. Det betyder, at en nyopdaget storebæltsbro kan forøge det sagnomspundne finanspolitiske råderum.
Det sætter en tyk streg under, at man skal være meget forsigtig med at basere den samlede finanspolitiske diskussion på regnemodeller. Økonomer er ikke sandhedsbringere, og finanspolitik er for vigtig til at overlade til teknokrater.
Ulrik Bie er Berlingskes økonomiredaktør
