Vaccineadgang øger uligheden i verden viser ny prognose

Den nye prognose fra Den internationale Valutafond (IMF) understreger, at udrulningen af coronavacciner er en gamechanger både sundhedsmæssigt og økonomisk. IMF forventer et flot globalt opsving, men verden er ved at brække over, for der er stor forskel i hastigheden af udrulningen. Også andre forhold giver større global ulighed og skaber nye risici. Der er flere skyer på himlen end ved den seneste prognose fra april.

IMFs direktør, Kristalina Georgieva, har de seneste måneder fremhævet, at forskel i adgang til vacciner vil have økonomiske konsekvenser. Det afspejles i den nye økonomiske prognose. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nicholas Kamm/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Alt afhænger af øjnene, der ser. Sådan er det også i den nye prognose for verdensøkonomien fra Den Internationale Valutafond (IMF) i Washington.

Prognosen er umiddelbart positiv læsning, for IMF fastholder forventningen om et bragende opsving på trods af deltavariantens hærgen mange steder. I år forventes en global vækst på seks procent, mens udsigten for næste år er blevet opjusteret til knap fem procent siden prognosen i april. Der er dermed udsigt til en vækstperiode, der kan matche bobleårene lige før finanskrisen og tiden op til oliekrisen i 1973.

Set med vestlige øjne er det yderligere positivt, at de bedre vækstudsigter er båret af markante opjusteringer i Europa og USA. Væksten i USA er løbende blevet opjusteret, og IMF forventer nu syv procent vækst i år og fem procent næste år.

Man skal helt tilbage til 1960erne for at finde et tilsvarende vækstforløb. IMF bygger normalt sine prognoser på vedtaget politik, men har denne gang indarbejdet væksteffekterne fra de forslag, som USAs præsident, Joe Biden, og hans smalle demokratiske flertal i Kongressen har fremlagt om investeringer i infrastruktur og en udbygning af velfærdsstaten.

I Europa er opjusteringerne mest koncentreret i 2022, hvilket afspejler den lange nedlukning i år og dermed, at en del af det forventede opsving bliver udskudt. Euroområdet er også mere eksportafhængigt end USA, og næste års opjustering er dermed delvist drevet af den bedre tilstand i verdensøkonomien generelt. IMF har for første gang indarbejdet effekterne af EUs genopretningsfond, og derfor er det Italien, der står for den største forbedring af de europæiske vækstudsigter.

IMF laver ikke særskilte prognoser for små lande som Danmark i sommeropdateringen, men bedre vækstudsigter på vores vigtigste eksportmarkeder betyder, at IMFs forventninger til væksten i dansk økonomi næste år også er blevet opjusteret.

De fattige bliver ramt

Det er dog kun set med vestlige øjne, at der er noget at fejre i den nye prognose, og i en åben verden er andres problemer også vores problemer.

Udsigterne er faktisk blevet værre for vækst- og udviklingsøkonomierne – altså for verdens fattigere lande. IMF har nedjusteret forventningen til væksten i år og kun marginalt løftet udsigten for næste år. Samlet set bliver vækst i denne del af verden lidt højere end i de rige lande, men det skyldes alene befolkningstilvæksten.

Ser man på aktiviteten pr. indbygger, får verdens rigeste lande en højere vækst, og dermed stiger uligheden i verden. Det er præcis det modsatte af, hvad der skete efter finanskrisen, hvor det var rekordvækst i verdens fattigere lande, der hev den globale økonomi og ikke mindst europæisk økonomi ud af hængedyndet.

Vaccinerne gør forskellen

Det er udrulningen af vaccinerne, der gør forskellen. IMF skriver meget klart, at »adgangen til vacciner er den primære brudlinje, der deler det globale opsving i to dele: dem, der er på vej mod en normalisering af samfundsaktiviteten senere på året, som mest er de udviklede lande, og dem, der stadig må forholde sig til udsigt til nye smitteudbrud og stigende dødsfald.«

Det er især Afrika, der nu er ramt af en tredje smittebølge, mens også Latinamerika og dele af Asien har en bekymrende smitteudvikling.

Det er dog ikke den eneste brudlinje. IMF fremhæver også, at de udviklede lande bliver ved med at pumpe penge i deres økonomier fra finans- og pengepolitikken, mens det går den modsatte vej i mange vækstøkonomier; i blandt andet Rusland, Tyrkiet og Brasilien har det været nødvendigt at hæve renterne markant for at bremse en galopperende svækkelse af valutaen.

Det hænger også sammen med endnu et hovedbrud for verdensøkonomien. I USA er inflationen på over fem procent, og den amerikanske centralbank har fremrykket tidshorisonten for en normalisering af pengepolitikken – med præsident Bidens velsignelse. Det har givet en styrket dollar og udsigt til højere renter.

Hvis udviklingen fortsætter, vil flere amerikanske investeringspenge også blive i USA, og dermed kan vækstøkonomier blive ramt af en dobbelt kindhest: lav vækst fra coronasmitte og mindre globalisering samt finansiel uro fra en dollarstyrkelse.

Ikke så lyst som tidligere

Deltavarianten og hastigheden i vaccineudrulningen er de vigtigste pejlemærker for de globale vækstudsigter, men der er kommet flere til. Det samlede billede for den globale økonomi er dermed mere mudret end i april, og derfor vurderer IMF også, at der er en risiko for, at vækstbilledet vil udvikle sig mindre positivt end forventet. Det forstærkes af de store forsyningsproblemer, der har ramt den industrielle sektor.

IMF peger også på, at højere inflation end forventet udgør en risiko, selvom organisationen fortsat vurderer, at inflationen er midlertidig. Det er man nødt til at mene, indtil det modsatte er bevist. Hvis IMF forventede mere permanent inflation, ville det være nødvendigt at anbefale en stramning af pengepolitikken i de vestlige lande. Centralbankerne fylder meget i IMFs ledelse, og her ønsker man ikke en vending. Derfor er IMF låst i sit syn på inflationen.

Sidst men ikke mindst har IMF fokus på finanspolitikken. Organisationen i Washington ønsker fortsat fuld fart på støtten til økonomien her og nu, men kombineret med en troværdig politik på længere sigt, så gældsopbygningen ikke bliver uholdbar. IMF vurderer, at den offentlige gæld i verden er steget fra 82 procent af BNP i 2018 til 100 procent i år. Stigningen er lidt større i de rige lande, hvor støtteprogrammer har været mere omfattende.

Lave renter hjælper, men den høje gældsætning øger behovet for reformer på længere sigt. Desuden peger IMF på, at der i de kommende år vil være et forøget behov for, at de rigeste lande støtter dem, der nu bliver ramt hårdest både sundhedsmæssigt og økonomisk. Coronatiden vil have mange senfølger i verdensøkonomien, der ikke er løst ved, at de rigeste lande har normaliseret deres dagligdag.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør