USAs præsident, Joe Biden, skabte i sidste uge rystelser på aktiemarkederne ved annonceringen af tiltag for at øge konkurrencen i amerikansk økonomi. Formålet er »at reducere priserne, løfte lønningerne og tage endnu et afgørende skridt i retning af en økonomi, der fungerer for alle«.
Det er nok ikke så ofte, at man vil høre politikere på den danske venstrefløj fremlægge forslag om regulering af erhvervslivet med et »jeg er en stolt kapitalist«, men Bidens budskab er, at kapitalisme er roden til amerikansk velstand, men også, at »kapitalisme uden konkurrence ikke er kapitalisme, men udnyttelse«.