Kan seddelpressen løse alle problemer? Japans helt unikke eksperiment

De Olympiske Lege i Tokyo er nu i gang, men det bliver hverken den sportslige eller økonomiske fest, som værtslandet Japan havde håbet på. De seneste årtier har været en prøvelse for den japanske samfundsmodel, og det er ikke helt entydigt, at modellen er holdbar. Men det kan også være, at vi i andre vestlige lande simpelthen ikke forstår den dynamik, der måske kan holde Japan flydende.

Japaneren Chitetsu Watanabe blev i 2020 verdens daværende ældste mand; Japan har verdens ældste befolkning og verdens højeste statsgæld. JAPAN POOL

Mens 25.000 kunne synge med på »Der er et yndigt land« i Parken for en måned siden, og 60.000 tilskuere i London kunne se England tabe til Italien i EM-finalen, står tribunerne tomme på de olympiske arenaer i Tokyo. De udsatte Olympiske Lege (OL) formåede ikke at løbe fra coronavirussen, og mens udenlandske besøgende længe har været bandlyst, er japanerne selv nu også forment adgang.

Japan er kun kommet halvt så langt med udrulningen af coronavacciner som herhjemme. Det er pinligt for et af verdens mest udviklede lande, men har også en direkte økonomisk effekt – både i dagligdagen, hvor restriktioner florerer, og i forbindelse med OL.