Der tegner til at blive tavst og øde på tilskuerrækkerne under de kommende olympiske lege i Tokyo.
Den japanske regering melder i dag ud, at der skal indføres undtagelsestilstand i Tokyo under OL. Det sker for at bekæmpe en skarp stigning i antallet af smittede med coronavirus, skriver Japan Times.
Onsdag rapporterede Tokyo om 920 nye smittede. Det er det højeste antal, siden 1.010 blev registreret som smittede 13. maj. Tokyos økonomiminister, Yasutoshi Nishimura, står i spidsen for Japans coronavirusindsats. Han siger, at Tokyos fjerde undtagelsestilstand træder i kraft 12. juli. Det er kun 11 dage før, OL skydes i gang. Den fortsætter indtil 22. august, som er to dage før, at de paralympiske lege går i gang.
Myndighederne har ellers længe forsøgt at få den løbske coronasmitte under kontrol, men det er ikke lykkedes. Nu forventer man, at et meget upopulært forbud mod salg af alkohol på barer og restauranter også skal genindføres sammen med undtagelsestilstanden.
Det har skabt endnu en bølge af politisk modvind til premierminister Yoshihide Suga, hvis Liberale Demokratiske Parti klarede sig dårligt i et lokalvalg i Tokyo sidste weekend, skriver The Guardian. Han har gentagne gange forsikret, at han og den olympiske komité IOC er i stand til at gennemføre et sikkert OL, men de nye problemer risikerer at skabe yderligere utilfredshed hos vælgerne forud for parlamentsvalget til oktober.
IOC og de japanske organisatorer sagde i sidste måned, at tilskuerpladserne kunne være 50 procent fyldte med et maximum på 10.000 personer. Men nu forlyder det altså, at et totalt forbud mod tilskuere bliver indført. Det skriver Reuters.
Lægefaglige rådgivere i bekæmpelsen af coronavirussen har i ugevis sagt, at det vil være den mindst risikobetonede løsning. Det vil også imødekomme den japanske befolknings bekymring om, at titusindvis af atleter, sponsorer, journalister og trænere kan sætte gang i en stor infektionsbølge.
Selv Sugas egen topsundhedsrådgiver Shigeru Omi har advaret om risikoen for en smittebølge under OL. Kombinationen af sommerferieperioden og spredningen af den stærkt smitsomme deltavariant er særdeles giftig, har han sagt.
»Smitten er i sin spredningsfase, og alle her i landet må forstå, hvor alvorligt det er,« sagde Shigeru Omi til journalister i går. Han kaldte perioden fra juli til september for den mest kritiske i Japans bekæmpelse af coronavirussen.
Seiko Hashimoto, chef for den organiserende komité, har sagt, at man er parat til at gennemføre et OL uden tilskuere, hvis regeringen kommer frem til den beslutning.
Japan har registreret cirka 810.000 smittede og næsten 14.9000 dødsfald. Imens er kun 15 procent af befolkningen fuldt vaccinerede. Tallet for USA er 47,4 procent og knap 50 procent i Storbritannien. I Japan er man kommet sent i gang med at vaccinere, ligesom der også har været udbredt skepsis mod vaccinerne i den japanske befolkning.