Ugen i grafer: Lavere vækst i EU og oliepris i frit fald

Vi har samlet de vigtigste nøgletal fra den forgangne uge i fem grafer. Og så ser vi frem mod de vigtigste nøgletal og begivenheder i ugen, der kommer.

Den tyske børs i Frankurt. Den tyske økonomi har sænket farten, viser tal offentliggjort i denne uge. Fold sammen
Læs mere
Foto: REUTERS/Staff / Ritzau Scanpix

Trods stor usikkerhed omkring Brexit stiger beskæftigelsen i Storbritannien, og så er kineserne ikke så forbrugslystne, som de har været. Det er noget af det, som vi er blevet klogere på i denne uge.

Men vi starter vores gennemgang af ugen i dansk og international økonomi med en tur gennem Europa, hvor væksten er aftagende.

Europæisk økonomi taber fart

Væksten buldrer afsted i Østeuropa, men er aftagende i Tyskland og de omkringliggende lande. Den langsommere vækst i Tyskland skyldes blandt andet, at bilindustriens produktion er faldet som følge af nye miljøregler. Samlet er den økonomiske aktivitet i euroområdet vokset med 1,7 pct. det seneste år.

Amerikansk inflation stiger en smule

På årsbasis steg inflationen i USA i oktober til 2,5 pct. mod 2,3 pct. i september. Stigningen skyldes især stigende energipriser. Den amerikanske centralbank har en målsætning om at holde inflationen på omkring to pct., og de nye inflationstal ser derfor ikke ud til at påvirke rentebeslutningen i december.

Oliepris i frit fald

Prisen for en tønde nordsøolie nærmer sig nu 65 dollar. Det sker på trods af, at OPEC har sendt et klart signal om, at den faldende oliepris vil blive modvirket af lavere produktion. Omvendt forsøger USAs præsident, Donald Trump, fortsat at presse Saudi-Arabien til at øge olieproduktionen.

Stigende beskæftigelse i Storbritannien

På trods af usikkerheden omkring Brexit steg beskæftigelsen i Storbritannien i tredje kvartal. Det britiske arbejdsmarked er for tiden påvirket af, at mange arbejdere fra Østeuropa har valgt at rejse hjem, dels på grund af usikkerheden i Brexit, dels på grund af en stærk økonomi hjemme i Østeuropa.

Kinesisk detailsalg har tabt pusten

Det kinesiske detailsalg steg med 8,6 pct. i oktober. Det lyder umiddelbart som et højt tal, men det er et stykke under markedets forventning om en stigning på 9,1 pct., og det ligger langt fra de historiske vækstrater i detailsalget. Tallene vidner om, at væksten i kinesisk økonomi fortsat er aftagende.

Vigtige nøgletal i den kommende uge

I den følgende uge vil vi holde øje med følgende nøgletal og begivenheder i dansk og international økonomi:

  • Tal for byggeaktiviteten i euroområdet offentliggøres mandag.
  • Salget af varige varer i USA offentliggøres onsdag.
  • Michigan-forbrugertillidsindekset offentliggøres onsdag.
  • ​Nye tal for forbrugertilliden i euroområdet og Danmark bliver offentliggjort torsdag.
  • De tyske PMI-tal bliver offentliggjort fredag.