Ugen i grafer: Jobfesten forsætter i USA

Jobrapporten er lige kommet ud i USA og den amerikanske økonomi forsætter med at skabe tusindvis af nye job og samtidig pæne lønstigninger til de ansatte. Det er noget af det, du kan blive klogere på i denne uges gennemgang af økonomien fortalt i fem grafer.

Sidste nyt! Flot jobrapport i USA

USA fortsætter med at skabe tusindvis af nye job og de ansatte får pæne lønstigninger. Antallet af ansatte, som frivilligt forlader deres stilling (primært for at søge nyt job) er rekordhøjt, hvilket betyder et opadgående pres på, hvad virksomhederne skal betale for at fastholde og/eller tiltrække arbejdskraft. Husholdningernes vurdering af, hvor let det er at få et job, er på det højeste niveau siden 2001. Meget iøjnefaldende var det igen kraftig vækst i sundhedssektoren, som er en vigtig bidragsyder til væksten i privatforbruget.

Nede sydpå skinner solen på Italien, som overrasker positivt i første kvartal og samtidig falder arbejdsløsheden i marts.

En forbedring i Tyrkiet, hvor det økonomiske barometer stiger. Der er dog stadig lang vej tilbage for den tyrkiske økonomi, der har været i strid modvind siden sidste sommers valutauro.

Forbedringer i Tyrkiet

Det økonomiske barometer steg til 84,7 point i april fra 81,9 point i marts. Det er altså en væsentlig forbedring, men stadig en indikation om et fald i den økonomiske aktivitet. Ifølge Tyrkiets svar på Danmarks Statistik, TurkStat, skyldes stigningen primært en fremgang i forbruger- og erhvervstilliden. Derudover kan det bemærkes, at en svagere lira kan øge turismen.

Euroområdet står stækere end forventet

Euroområdets flash BNP-vækst stiger med 0,4 pct. i første kvartal, hvilket er stærkere end forventet. Det er svært at sige endnu, hvor meget dette skyldes en stigning i lagerbeholdningerne, hvor tyske virksomheder eksempelvis rapporterer om markante stigninger i lagerbeholdningerne af færdigvarer. Vi ved, at der var en kraftig lageropbygning i Frankrig, der allerede har offentliggjort tal for første kvartal.

Ledigheden i marts er uændret i Danmark

Der findes flere forskellige metoder til at opgøre ledigheden i Danmark. Opgjort i AKU-ledige er der 160.000, hvilket svarer til 5,3 pct. af arbejdsstyrken. Denne opgørelse er brugbar når det drejer sig om internationale sammenligninger. Umiddelbart ser vi en stigning, men AKU er baseret på et glidende gennemsnit over tre måneder, og kan derfor ikke belyse udviklingen fra måned til måned. Til det formål er bruttoledigheden en bedre opgørelse, og her ser vi et uændret niveau i marts måned på 3,7 pct.

Italien overrasker positivt

Den italienske økonomi voksede med 0,2 pct. i første kvartal efter to kvartaler med negativ vækst. Det er et positivt tegn og bedre end forventet. Samtidig er arbejdsløsheden faldet til 10,2 pct. i marts, hvilket er med til at lette presset på regeringen. Der venter dog nok endnu en budgetkamp med Europa-Kommissionen om budgettet for 2020. Fra foråret vil indførelsen af en borgerløn nok bidrage til - midlertidigt - at løfte forbruget.