Trump fik en kold skulder: Ingen nye renteløfter fra Federal Reserve

Præsident Trump har øget presset på den amerikanske centralbank for at støtte økonomien og ikke mindst aktiemarkedet yderligere. Nu skal pengepolitikken lempes. Men der kom ingen indrømmelser på onsdagens møde i centralbanken, og konfrontationen mellem Det Hvide Hus og Federal Reserve vil optrappes yderligere.

Præsident Trump har været meget åben omkring, at han har fortrudt valget af Jerome Powell som chef for den amerikanske centralbank. Trump vil have lavere renter og mere køb af obligationer på trods af høj vækst. Fold sammen
Læs mere
Foto: Carlos Barria

En tung skygge hviler over den amerikanske centralbank. Præsident Trump har sat fokus på pengepolitikken og formuleret meget eksplicitte krav: »Sæt renten ned med én procent og begynd at købe obligationer igen,« lød det i tweets fra Det Hvide Hus i tirsdags, da Federal Reserves ledelse påbegydte et todages pengepolitisk møde.

Men præsidenten fik ikke meget at glæde sig over, for Federal Reserve fastholdt den afventende linje. Tonen fra centralbanken var lidt blødere med hensyn til inflationen, men den svagere inflation vurderes at være midlertidig. Til gengæld var der en klar bedring i vurderingen af økonomien, de finansielle forhold er lempeligere og risici fra den globale økonomi blev nedjusteret. Centralbankchef Jerome Powell og co. vil fortsat være »tålmodige« et stykke tid endnu, men de finansielle markeder havde forventet endnu mere blødhed. Den næste rentebevægelse kan stadig godt være en renteforhøjelse, mens de finansielle markeder regner med en rentenedsættelse.

Det går faktisk godt

Præsidentens krav om rentenedsættelser står i skærende kontrast til udviklingen i amerikansk økonomi. Den delvise nedlukning af den føderale regering og de store fald i aktiekurserne trak i begyndelsen af året ned i både aktivitet og optimismen i husholdningerne. Denne udvikling er nu vendt, og husholdningernes vurdering af arbejdsmarkedet er tæt på det bedste nogensinde. Det har stor betydning for, hvor villig man er til at skifte job og forbruge mere. Privatforbruget steg kraftigt i marts, og væksten har i længere tid ligget stabilt på mellem to og tre procent.

Virksomhederne har lidt mere blandede følelser, blandt andet fordi de største af dem er eksponerede over for svækkelsen i den globale økonomi. Samtidig er der et stigende omkostningspres og mange – både små og store – rapporterer om mangel på kvalificeret arbejdskraft. Det overraskende er, at kombinationen af ansattes øgede villighed til at søge et andet job (med højere løn) og mangel på arbejdskraft ikke har givet sig udslag i et højere lønpres. Løntallet bliver derfor det helt centrale i jobrapporten for april, der kommer på fredag: Kan centralbanken blive ved med at håbe på, at et gloende hedt arbejdsmarked ikke vil medføre et inflationspres? Indtil videre er inflationen i USA faktisk aftagende, primært som følge af svagere vækst i priserne på sundhedsydelser og medicin.

It’s the economy, stupid!

Præsident Trumps utilfredshed med sin centralbank er ikke set tilsvarende i mange årtier, men er naturligvis ikke usædvanlig for præsidenten selv; Trump siger, hvad der falder ham ind. Det er heller ikke uden fortilfælde, at præsidenter har forsøgt at påvirke pengepolitikken, men det seneste markante forsøg ligger tilbage i 1960erne.

Den amerikanske centralbank er ikke uafhængig på samme måde som i Europa, men hører administrativt hjemme inden for præsidentens ansvarsområde. Republikanerne i Kongressen ønsker ikke at påkalde sig præsidentens vrede, men har traditionelt været arge modstandere af forsøg på at aktivere pengepolitikken for at nå højere vækst. Ideen om at Federal Reserve skal opkøbe obligationer, mens økonomien kører i højt tempo, er særligt vederstyggelig for præsidentens konservative støtter.

Centralbankchef Powell har brugt meget tid i Kongressen og har bred støtte blandt parlamentarikerne. Det har blandt andet givet sig udtryk ved, at præsident Trumps forsøg på at påtvinge centralbanken politiske venner som Herman Cain og Stephen Moore ser ud til at have lidt skibbrud. Cain har allerede trukket sig, og støtten til Moore smuldrer. Trumps tidligere udnævnelser har været udvalgt af Finansministeriet og har udmærket sig ved stor faglig og personlig integritet. Det er ikke nødvendigvis plusord i Trumps verden. Man må forvente, at Trump vil fastholde presset på centralbanken – dels for at gennemtvinge en kursændring i pengepolitikken, men i det mindste for også klart at have udpeget en syndebuk, hvis økonomien ikke opfører sig som ønsket.

Trump har indset, at det altid er »the economy, stupid« i amerikansk politik, og hans chancer for genvalg i 2020 står og falder med økonomien. Derfor skal der tryk på alle kedler. Præsidenten er også i forhandlinger med Demokraterne om en stor infrastrukturpakke på 2.000 mia. dollar over ti år. Hvis han accepterer finansieringen gennem skatteforhøjelser, kan der blive sat yderligere fut i økonomien, men samtidig lyde et ramaskrig fra de konservative. Men det vil samtidig gøre det endnu sværere for Federal Reserve at lade som om, at der ikke er risiko for en økonomisk overophedning.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør