Analyse: Ét ord fra centralbankchefen har med sikkerhed skabt selvtilfredshed i Det Hvide Hus

Den amerikanske centralbankchef Jerome Powell skabte begejstring i sidste uge, da han introducerede »tålmodighed« i udsigterne for renteforhøjelser i USA. Man skal dog nok ikke tolke signalet alt for stramt, og paradoksalt nok kan hopla på aktiemarkedet udløse de renteforhøjelser, som markederne nu fejrer ikke kommer. Og glade amerikanske aktiemarkeder kan give præsident Trump grønt lys til en hård kurs i handelsforhandlingerne med Kina.

Det var på den årlige økonomikonference i Atlanta, at centralbankchef Jerome Powell sendte nye tålmodige signaler om pengepolitikken. Og det har med sikkerhed vakt glæde i Det Hvide Hus, skriver Berlingskes økonomiske redaktør, Ulrik Bie.  Foto: SAUL LOEB / AFP / Ritzau Scanpix SAUL LOEB

Tålmodighed. Et ord med umådelig stor magt i mange sammenhænge, ikke mindst i pengepolitikken.

Den amerikanske centralbankchef Jerome Powell skabte henrykkelse på de finansielle markeder, da han i bemærkningerne til den årlige økonomikonference i USA sagde, at »som altid er der ingen forudbestemt sti for pengepolitikken og, især med den nuværende moderate inflation, vil vi være tålmodige, mens vi ser, hvordan økonomien udvikler sig«. Det gælder ikke kun rentepolitikken, men selv i forhold til den igangværende nedbringelse af centralbankens beholdning af obligationer kan man være »fleksibel«, hvis forholdene tilsiger det.