Tysk økonomi sænker farten: Første kvartal med negativ vækst siden 2015

I årets tredje kvartal faldt aktiviteten i tysk økonomi med 0,2 pct. Det er første kvartal med negativ vækst siden første kvartal 2015.

Aktiviteten i tysk økonomi faldt med -0,2 pct. i tredje kvartal. Det er første kvartal med negativ vækst siden første kvartal 2015. Fold sammen
Læs mere
Foto: ARND WIEGMANN / Reuters / Ritzau Scanpix

Aktiviteten i tysk økonomi faldt med 0,2 pct. i tredje kvartal. Det er første kvartal med negativ vækst siden første kvartal 2015. Det viser netop offentliggjort tal fra det tyske statistikbureau. Faldet var dog ikke overraskende i lyset af en stribe negative indikatorer for industrien, og forventningen var da også et lille fald.

Det tyske statistikbureau skriver, at faldet i BNP primært skyldes lavere eksport og højere import, hvilket stemmer godt overens med det kraftige fald i overskuddet på handelsbalancen, som vi har set de seneste måneder. En del af importen anvendes som input i eksporten, men en højere import tyder på fremgang i den indenlandske økonomi.

Derudover skriver statistikbureauet, at den indenlandske efterspørgsel sendte forskellige signaler. Investeringerne i produktionsudstyr og boliger steg i forhold til kvartalet før, mens husholdningernes forbrug faldt. Det offentlige forbrug var uforandret, selv om regeringen har en let stigning i udgifterne som del af regeringsprogrammet.

De tal stemmer godt overens med de seneste tal for erhvervstillidsindekset IFO, hvor især underkomponenten for byggesektoren har udviklet sig positivt de seneste måneder, mens optimismen i industrien er kraftigt svækket.

En årsag til tilbagegangen i tysk økonomi er et fald i bilproduktionen, der skyldes, at Tysklands store bilindustri er blevet underlagt ny miljøregulering, »Worldwide Harmonized Light Vehicles Test Procedure«, som har forvoldt bilproducenterne flere problemer, og dermed påvirker de tyske BNP-tal. Det var et af de forhold, som Tysklands økonominister Peter Altmaier fremhævede, da han præsenterede regeringens nedjusterede forventninger til væksten i tysk økonomi i oktober.

Selv om tysk økonomi faldt med 0,2 pct. i tredje kvartal, er væksten set over det seneste år dog stadig positiv. Målt i forhold til samme periode sidste er år den økonomiske aktivitet i Tyskland vokset med 1,1 pct. Der er dog langt fra de glade dage for et år siden, hvor årsvæksten var helt oppe på 2,6 pct. Nedgangen i bilproduktionen er midlertidig, men modvinden for tysk industri mere permanent. Optimismen i industrien er faldet globalt, og præsident Trumps straftold på europæiske biler truer fortsat i kulissen.

Derfor er det endnu vigtigere, at byggeriet og privatforbruget leverer større bidrag til den økonomiske fremgang i den kommende tid.