For 90 år siden krakkede børsmarkedet på Wall Street i en sådan grad, at dagen siden blev kendt som Den Sorte Tirsdag. Den Store Depression fulgte efter. I 1933 var USAs bruttonationalprodukt (BNP) faldet med ca. en tredjedel, og en fjerdedel af arbejdsstyrken var uden job. Hele verden blev trukket med ned.
Berlingske har spurgt tre eksperter om, hvad vi lærte af verdenshistoriens første store krak, som kan vise sig nyttig i dagens økonomi. Det viser sig, at verden allerede er ved at glemme én af de vigtigste lektioner fra de dystre tider. Men vi begynder med de tre eksperters bud på, hvad den vigtigste lære fra børskrakket er.
Højt at flyve, dybt at falde
Der er ifølge Per H. Hansen, der er professor i bankhistorie ved Copenhagen Business School, to hovedfortællinger om børskrakket i 1929, som også vil kunne finde anvendelse på finanskrisen og muligvis også på den næste krise.
Den ene er, at centralbankerne havde holdt renterne på et for lavt niveau i en lang periode, hvorefter de hævede renterne igen pludseligt, og så crashede markedet. Det gjorde den amerikanske centralbank nemlig ad et par omgange op til krakket dengang.
»Den anden fortælling, som jeg tror på, er, at der var tale om en boble, hvor irrationelle investorer bliver overoptimiske. Folk troede, at træerne voksede ind i himlen. Det gjorde de ikke, og det gør de ikke i dag. Højt at flyve, dybt at falde.«
Markederne kan ikke redde sig selv
Regeringsledere og centralbankchefer skal være tidligt ude med politiske indgreb for at imødegå de konsekvenser, som et så alvorligt krak kan medføre for den globale økonomi. Sådan lyder meldingen fra Nordeas cheføkonom, Helge Pedersen.
»Dengang begik man den fejl, at man regnede med, at markedet ville kunne genoprette den amerikanske økonomi relativt hurtigt. Men krisen var alt for omfattende til, at det alene kunne være løsningen,« siger han.
Helge Pedersen forklarer, at man begyndte med at stramme pengepolitikken, hvilket forstærkede krisen. Det var først med præsident Roosevelts »New Deal« i 1933, at man fra statens side gik ind og stimulerede økonomien med blandt andet store infrastrukturprojekter og en lempelse af skattepolitikken.
»Det var første gang, at man i praksis forstod den offentlige sektors afgørende rolle i at genoprette økonomien, når den private efterspørgsel forsvinder. Den lektie lærte man, og man gjorde det helt anderledes under den seneste finanskrise, hvor man hurtigt lempede pengepolitikken og sænkede renterne,« forklarer cheføkonomen.
Verdensøkonomien og -freden har brug for samhandel
Den vigtigste lære fra krakket og den efterfølgende økonomiske depression er ifølge økonomiprofessor Philipp Schröder ved Aarhus Universitet, at de politiske og økonomiske tiltag, der kom som følge af krakket, fejlede.
»De forskellige økonomier i verden prøvede at isolere sig for at afskærme sig fra krakket, og det forværrede krisen,« forklarer han.
Det var en rygmarvsreaktion, der gik på, at man forsøgte at afskærme sig fra import. Samhandlen brød sammen. Én kan gøre det, men hvis alle gør det, så står det urværk, som den globale økonomi er, stille.
»I den seneste finanskrise var der derimod en stor bevidsthed blandt økonomer om, at det globale handelssystem ikke skulle bryde sammen,« siger Philipp Schröder
Dermed ikke sagt, at man så for alvor har lært lektien. Man ser ifølge både Philipp Schröder og Helge Pedersen igen stigende tendenser til økonomisk isolation. Og dermed er vi kommet til den lektie, som flere af eksperterne mener, vi har glemt.
Når historien går i glemmebogen
Man begik i 1930 – ifølge cheføkonomen og professoren – en markant fejltagelse ved at hæve toldsatserne for derigennem at beskytte den amerikanske produktion.
»Det ser ikke helt ud til, at man her har lært lektien, for vi ser lignende tiltag i disse tider. Donald Trump opfandt ikke »America First«, det var faktisk i 1930erne, at den første »America First«-bevægelse opstår omkring piloten Charles Lindbergh,« siger Helge Pedersen.
Dengang var isolationismen medvirkende til Anden Verdenskrig, og derfor besluttede man sig i kølvandet på krigen at sikre sig, at verden igen kom til at hænge økonomisk sammen. Det skete gennem dannelsen af en lang række multilaterale institutioner som Verdensbanken, IMF, FN, GATT (senere hen WTO) og forløberen for EU, den europæiske kul- og stålunion.
»Jo mere økonomisk integrerede verdens lande er, des større er sandsynligheden for fred. Man lærte en masse af krakket og den efterfølgende depression. Min bekymring er, at man er ved at glemme nogle af de lærdomme. Landene begynder igen at lukke sig om sig selv, og der er siden finanskrisen blevet indført flere begrænsninger på den frie handel, end der er blevet løsnet,« siger Helge Pedersen.
