»Det lå i baghovedet, at Gud, der er ingen garanti for, at det her går godt«

Ulrik Nødgaard var en af de centrale embedsmænd, der i sommeren 2008 pludselig skulle hjælpe den danske regering med at finde ud af, hvordan man skulle spænde et 4.200 mia. kroner stort sikkerhedsnet ud under bankerne – uden at gå bankerot.

For ti år siden var Ulrik Nødgaard embedsmanden, der skulle være med til at strikke bankpakkerne sammen. En turbulent tid, som han håber, at han og Danmark aldrig oplever igen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Arkivfoto

»Selvfølgelig havde jeg tanker om, at det kunne gå galt. Det spillede da ind. Det var bare så indlysende, at der fra et samfundsperspektiv var brug for at gøre noget. Så måtte vi jo gøre det efter bedste evne. Men det lå i baghovedet, at Gud, der er ingen garanti for, at det her går godt.«

For ti år siden kollapsede den globale finansverden, og en af de personer, der skulle være med til at sikre, at konsekvenserne for den danske økonomi ikke blev fuldstændigt katastrofale, var Ulrik Nødgaard. Som finansdirektør i det daværende Økonomi- og Erhvervsministerium var han en af de centrale embedsmænd, der var midt i beslutningsprocessen, da bankpakkerne blev til.

Den første bankpakke gav statsgarantien til bankerne. En statsgaranti på omkring 4.000 mia. kroner – mere end den dobbelte størrelse af det danske BNP. Det er blandt andet den, Ulrik Nødgaard hæfter sig ved, når han tænker tilbage på finanskrisen.

»Det var et meget stort instrument, man fandt frem. I realiteten garanterede man hele balancen i den danske kreditsektor. Vi var da godt klar over, at der var en risiko, når man garanterer to gange BNP. Men vi havde trods alt en grundlæggende indsigt fra Finanstilsynet og Nationalbanken i, at størstedelen af bankerne grundlæggende var robuste,« forklarer han ti år efter.

»Man skal desuden forstå, at der lige i den periode ikke var tid til at sidde og fabulere om, hvordan vi var endt i den situation. Alt var fokuseret på at finde nogle løsninger meget hurtigt,« tilføjer han.

De løsninger blev også fundet meget hurtigt. For alt ændrede sig efter Lehman Brothers’ krak 15. september.

En skelsættende dag

For Ulrik Nødgaard var livet dog allerede et par måneder forinden blevet et ganske andet.

»Mit arbejdsliv ændrede sig op til sommerferien i 2008, hvor Roskilde Bank kom i vanskeligheder. Fra da af kørte det faktisk nonstop, frem til Bankpakke II var indgået i slutningen af januar 2009. Jeg plejede at sige, at jeg havde fri lørdag aften. Jeg havde ikke en seng i ministeriet, så jeg sov ikke derinde, men ellers brugte jeg al min tid derinde,« fortæller han.

Ulrik Nødgaard var derfor også inde i ministeriet 15. september, da Wall Streets femtestørste investeringsbank gik under, og verdenshistoriens største konkurs blev en realitet. Det var endnu en usædvanlig arbejdsdag som alle andre usædvanlige arbejdsdage i den tid.

 

»Jeg tror ikke, at man på selve dagen var helt klar over, hvor skelsættende den dag var. Der havde været rigtigt mange begivenheder hen over året, der hele tiden skubbede lidt til uroen.«

Men krakket fik alle lamper til at blinke rødt. De danske banker havde bygget deres forretningsmodel på at have adgang til de globale kapitalmarkeder for at kunne finansiere deres udlånsvækst. De markeder frøs til is efter 15. september. Analysen i ministeriet var helt kort, at det eneste, der kunne bløde det op, var, at en stærk stat stillede sig op og lånte noget af sin kreditværdighed ud til bankerne.

»Opgaven med Bankpakke I var at finde ud af, hvordan vi ville udmønte den nødvendige garanti i praksis. Hvordan lavede vi et troværdigt system, så vi havde et svar til de udenlandske investorer. Vi skulle skabe ro blandt dem i forhold til at låne penge til danske banker. De skulle være sikre på at få pengene igen, hvis et dansk institut kom på afveje,« forklarer Ulrik Nødgaard.

»Der begyndte vi med et blankt stykke papir. Øverst skrev vi »afviklingsselskab«, og så kørte det ellers derfra. Der skulle skrives lovtekster, og der skulle laves præciseringer af, hvorfor vi kunne være sikre på, at garantien fra den danske stat holdt i alle tænkelige situationer. Det lykkedes, og så skal man huske, at sektoren også endte med selv at tage hele regningen fra de banker, der ikke kunne klare sig igennem,« tilføjer han.

Men som Ulrik Nødgaard påpeger, ændrer det ikke på, at hele samfundet led som følge af den verdensomspændende finanskrise. Også i det lys skal man se arbejdet med Bankpakke II, som i høj grad handlede om at undgå, at bankerne skulle forsøge at bremse sig ud af udfordringerne – altså ved at holde igen med udlån og derved skabe en kreditklemme, der ville stoppe al vækst. Det krævede tilførsel af kapital.

»Det er jo fint nok at få den idé, men hvordan gør man det helt konkret? Hvilke instrumenter skulle der bruges? Det krævede et lidt længere forhandlingsforløb med tusindvis af spørgsmål til prissætning, rente og så videre – men Bankpakke I havde trods alt også skabt lidt ro.«

En smuk side af folkestyret

Politikerne havde ifølge den tidligere embedsmand rigtigt mange spørgsmål i de måneder, og hans rolle var efter bedste evne at finde svarene, der kunne give politikerne tryghed, inden de valgte at træffe de beslutninger, der var brug for at blive truffet.

»Efteråret var hårdt, men det viste også den smukkeste side af folkestyret. Folk kunne hæve sig op over alt andet og sige: »Det her er vigtigt, og det skal vi have løst« frem for at skændes. Det var en fornøjelse at være en del af – men det var selvfølgelig på en rigtig træls baggrund,« forklarer han.

For Ulrik Nødgaard personligt havde krisen udstillet, at der var behov for at reformere »nogle ting« ved finanssektoren. Så da han blev spurgt, om han ville tage over i Finanstilsynet, skulle han ikke bruge lang betænkningstid.

»Jeg husker det som, at vi lukkede aftalen om Bankpakke II søndag aften, og så begyndte jeg i Finanstilsynet mandag morgen. Det var lige på og hårdt.«

Han forklarer, at der havde været en del kritik af tilsynet i efteråret 2008. Det var derfor en opgave fra dag ét ved årsskiftet at tænke i, hvordan man kunne få styrket tilsynet.

»Samtidig var der i den grad stadigvæk masser af brandslukning. Det handlede om at have blik for både at løse de meget konkrete udfordringer med banker, der havde det vanskeligt, og samtidig begynde den rejse, der handlede om at få tilsynet løftet

Ulrik Nødgaard er ikke bleg for at kalde finanskrisen for en »traumatisk oplevelse« for alle i sektoren – eller »på begge sider af hegnet«, som han udtrykker det. Et hegn, han selv hoppede over i 2015, da han højst overraskende skiftede fra Finanstilsynet og over til direktørposten i finansverdenens brancheforening – det der i dag hedder Finans Danmark.

»Det har været en lang rejse. Her ti år senere mangler vi måske lige at få slået de sidste søm i, men der er godt nok lavet meget over de år,« siger han.

Hælder ikke længere benzin på bålet

Nu taler Ulrik Nødgaard altså bankernes sag. Og han mener, at der er meget, der taler for, at bankerne kommer til at spille en mindre rolle i den næste krise, der kommer.

»Er der lighedstegn med nullerne i noget af det, der sker i økonomien lige nu? Det er der da. Ejerlejlighedspriserne i storbyerne er kommet op på et meget højt niveau, og vi ser, at konkurrencen om bankkunder er skærpet, hvilket betyder, at kreditstandarderne kommer under pres. Men der er flere forskelle end ligheder,« siger han.

Der er ifølge Ulrik Nødgaard to ting, der viser, at vi har lært noget af finanskrisen. Der er for det første en anden styrke i reguleringen, som også betyder, at der er kommet en større mængde egenkapital ind i bankerne til at absorbere tab. Og så peger han på de greb, som politikerne nu gør brug af.

»Op gennem nullerne kom man også til at hælde benzin på bålet fra politisk hold ved eksempelvis at fryse boligskatten og indføre afdragsfrie lån. Der går vi i en modsat retning nu. Man kan have lange diskussioner om, hvorvidt vi gør nok. Men vi er et helt andet sted. Jeg regner ikke med, at der kommer til at sidde en ny Ulrik Nødgaard og hjælpe til med at lave en ny statsgaranti for bankerne,« siger han.

LÆS HELE BERLINGSKES TEMA OM FINANSKRISEN 10 ÅR EFTER HER