Topøkonomer: omikron og nye restriktioner vil ikke bremse jobfesten – se hvor slemt det bliver

Den danske økonomi er uhyre stærk og kan godt modstå nye restriktioner. Dansk Erhverv har regnet på, hvor mange job der bliver ramt af restriktionerne. Det er langt færre job end sidste vinter, men nogle steder vil det gøre rigtig ondt.

Der er fuld gang i den danske økonomi – ikke mindst i byggeriet. Antallet af jobannoncer var i november rekordhøjt. Derfor kan den danske økonomi godt klare, at der bliver indført nye restriktioner, lyder det fra økonomer. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt Thomas Lekfeldt

Efter hårde slag i starten af coronakrisen er det danske arbejdsmarked igen kommet i topform med en hidtil uset jobfest.

Men nu er omikronvarianten kommet, og statsminister Mette Frederiksen (S) indkaldte onsdag til pressemøde om nye restriktioner for at få bugt med de stigende smittetal.

Spørgsmålet er derfor, om det vil slå os tilbage til start med en ny stigning i ledigheden og dyk i beskæftigelsen. Svaret fra en række økonomer, som Berlingske har talt med, er betryggende på det punkt.

To af de restriktioner, som Epidemikommissionen anbefaler regeringen at indføre, er lukning af nattelivet fra og med 10. december samt lukning af indendørs og udendørs serveringssteder fra 24 til 05.

»Der vil være nogen, som bliver ramt, og de kan også blive ramt af aflyste julefrokoster og lignende. Men hvis restriktionerne er i den milde ende af skalaen, og det kun er kortvarigt, så vil det ikke ændre på mulighederne for at drive virksomhed generelt,« siger professor i økonomi ved Aarhus Universitet Torben M. Andersen.

»Hvis omikron giver problemer over længere tid, kan det blive noget andet,« siger Torben M. Andersen.

Han er en af de tre økonomiprofessorer, der har været med til at rådgive regeringen under coronaepidemien.

Det er en møgbaggrund

Danskernes jobfest under opsvinget efter coronakrisen ses med al tydelighed af nogle kontante tal.

Som beskrevet i Berlingske onsdag viser en ny analyse fra Dansk Erhverv, at manglen på arbejdskraft er blevet så stor, at virksomhederne inden for de seneste tre måneder har tabt omsætning for 35 milliarder kroner.

Det blev yderligere underbygget onsdag morgen, da der kom nye tal fra Jobindex. De viste, at i november kom antallet af jobannoncer op på 33.700. Det er ny rekord og 700 flere, end da arbejdsmarkedet sidst bragede afsted op til finanskrisen.

Både cheføkonom i Danske Bank Las Olsen og cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre kommer med gode meldinger til danskerne, selvom der kan være udsigt til, at det bliver mindre festligt op til jul.

»Det, der er lagt op til, kommer ikke til at slå jobfesten i stykker. Det kommer til at dæmpe tempoet lidt, men jeg tror ikke engang, at det er nok til, at det kan få ledigheden til at stige,« siger Las Olsen.

»Det er nogle små brancher, der bliver berørt, og det vil ikke kunne ses i det samlede billede. Herudover er der skruet op for coronatestene, og det vil være med til at give et endnu strammere arbejdsmarked fra en anden kant,« siger Las Olsen.

Med nye restriktioner kan danskernes julefrokoster være i fare. Det vil gå hårdt udover en række virksomheder og brancher, der også led sidste vinter. Men i det samlede billede for hele den danske økonomi og danskernes jobfest vil det ikke betyde det store. Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix Jens Nørgaard Larsen

Jeppe Juul Borre er meget på linje.

»Højere smitte og nye restriktioner vil bide på jobfesten. Men momentum i dansk økonomi er simpelthen så stærkt i øjeblikket, at det ikke nødvendigvis vil betyde tilbagegang,« siger han.

»Set med helt overordnede briller er bremsen jo ikke ligefrem dårligt timet, men det er en møgbaggrund og på den måde ikke kærkommen. Jeg ville gerne have vekslet den øgede smitte og restriktioner med et stadig vedvarende tryk på arbejdsmarkedet,« siger Jeppe Juul Borre.

Ingen ny rædselsvinter

Hvor hårdt restriktionerne konkret kan komme til at ramme dansk økonomi, kan man se på  beregninger, som Dansk Erhverv netop har lavet.

Dansk Erhverv har mange medlemsvirksomheder, der kan komme i klemme med restriktionerne.

Men samlet vil det kun være omkring 2.000 job, som vil være direkte berørt af nedlukning. Hertil kommer, at eksempelvis et forsamlingsloft og lukning af serveringssteder om natten også kan berøre mange tusinde job.

De tal skal sammenlignes med, at nedlukningen sidste vinter direkte og indirekte berørte 345.000 job. Det var noget, som var på vej til at sende dansk økonomi ud i en sand rædselsvinter.

Sidste vinter var blandt andet detailhandlen og landets restauranter også lukkede.

»Så selvom restriktionerne ikke vil afspore det nuværende stærke opsving i dansk økonomi, så er det bestemt noget, der vil kunne mærkes i de virksomheder, som er mest berørt af restriktioner,« siger cheføkonom i Dansk Erhverv Tore Stramer.

»De ramte virksomheder er dertil i forvejen dem, der har oplevet det største omsætningstab under coronakrisen,« siger han.