Godmorgen.
Velkommen til en nyhedsmorgen, hvor vi skal forbi en profileret dansk iværksætter, der er kommet i modvind. Vi skal også runde udlandsdanskerne, der er fanget i en bankklemme.
Men vi begynder overblikket med historen om en topchef, der er blevet mobbet.
Novo Nordisks eneste kvindelige direktør fik hård medfart
Udadtil brystede Novo Nordisk sig i årevis af at være en af de virksomheder i verden, der gik forrest i kampen for social ansvarlighed og miljøbevidsthed. Men indadtil måtte kvinden bag de store sociale omstillinger, tidligere koncernchef Lise Kingo, finde sig i at blive kaldt »Mother Theresa« og »ypperstepræstinden« af sine meddirektionsmedlemmer, ligesom de ikke kiggede op, når hun fremlagde ting til ledelsesmøder.
Mobberiet af Novo Nordisks første kvindelige direktør beskrives i en ny bog af journalist og forfatter Hanne Sindbæk, der gennemgår Novo Nordisks næsten 100 år lange historie.
Bogen beskriver, hvordan Novo Nordisk gik forrest, da de skulle tage et socialt ansvar i tredjeverdenslande. De gik forrest for at sikre, at deres fabrikker ikke forurenede grundvandet. De gik forrest helt tilbage, da miljøaktivister meldte krig mod enzymproduktion.
Lige bagved gik Lise Kingo, der var ansat til »at have fingeren på den etiske puls« i Novo Nordisk i sine år i virksomheden fra 1988 til 2012.
Danskere i udlandet fanget i bankklemme
Som dansker er det blevet sværere at bevare sin danske bankforbindelse, hvis man bor i udlandet.
Det er interesseorganisationen Danes Worldwide, der har omkring 20.000 medlemmer, som i løbet af den seneste måned har fået over 100 henvendelser fra medlemmer, som bor i hele verden.
Medlemmerne fortæller, at det er blevet mere besværligt at have en dansk bankforbindelse, når man bor og arbejder i udlandet, fortæller generalsekretær i organisationen Anne Marie Dalgaard til avisen.
»Henvendelserne fortæller, at der er en betydelig usikkerhed og konkrete problemer. Det er mit indtryk, at mange udlandsdanskere med bankforbindelser i Danmark i øjeblikket bliver ramt af ændrede forretningsgange,« siger hun.
Henvendelserne drejer sig om alt fra øgede krav om dokumentation til mistet personlig rådgivning og handler ikke om en specifik bank. Anne Marie Dalgaard kalder situationen for svær for danskere i udlandet:
»Men rigtig mange udlandsdanskere har på en masse måder meget tæt kontakt til Danmark - familiemæssigt såvel som økonomisk. Det er vigtigt at opretholde international mobilitet, uden at konkrete livsbetingelser bliver for rigide,« siger Anne Marie Dalgaard.
Millionerne strømmer ud af iværksætters kæmpesatsning
Iværksætteren Mads Faurholt, der er blevet udråbt som en af Danmarks mest succesfulde og forgyldte iværksættere, forsøger at opbygge en international kæmpeforretning med webbaserede prisportaler i Asien, Europa og Latinamerika. Men fem år efter, at han etablerede sig i Asien, strømmer millionerne stadig ud af selskaberne.
Det skriver Finans og Watch Medier, der har kortlagt Mads Faurholts selskaber, som har opereret i 13 lande. En del af selskaberne er lukket, mens andre kører med underskud, hvilket har resulteret i en negativ egenkapital på samlet over 75 mio. kr. Det omfatter også danske Samlino.dk, som iværksætteren også er stifter af.
Den 34-årige Mads Faurholt har været en særdeles profileret iværksætter, efter at han har skaffet over en mia. kr. til sine virksomheder fra investorer som Goldman Sachs, Verdensbanken og Saxo Bank-medstifter Lars Seier Christensen. Men ifølge en ekspert, der har set kortlægningen af selskaberne igennem, ser modellen presset ud.
»Man skal være meget forelsket i historien om forretningskonceptet for at investere i dette. Jeg har svært ved at se de positive resultater, ligesom jeg er i tvivl om, hvad der egentlig er produktet,« siger seniorforsker ved Aalborg Universitet Lars Krull til Finans.
Det ikke er muligt for offentligheden at se, hvor langt Faurholt er fra at levere overskud. Det giver ifølge eksperter mulighed for at tale succeserne op, mens fiaskoerne forties.
»Der findes iværksættere og erhvervsledere, der med store armbevægelser kan sælge sand i Sahara og overbevise investorer om at sende millioner og milliarder efter deres forretninger, men når det kommer til de kolde realiteter, kommer de i vanskeligheder, og så bliver de tavse. De fleste advarselslamper lyser her,« siger Steen Hildebrandt, professor emeritus ved Aarhus Universitet, til Finans.
Mads Faurholt insisterer på, at det går godt i hans mange forretninger. Men han vil gerne blive bedre til at fortælle om nedturene undervejs, siger han Finans.
Tre ting investorerne skal holde øje med i dag:
Per Hansen, der er investeringøkonom i Nordnet, har udvalgt tre begivenheder, der er værd at rette blikket mod.
Novozymes aflægger regnskab for første kvartal. Spørgsmålet er, om selskabet har fået gang i den vækst, som det har knebet gevaldigt meget med de seneste år?
De amerikanske aktieindeks har fået indhentet hele nedturen fra 2018 og sluttede i går i en ny all time high målt på udviklingen i det brede S&P 500-indeks. Kan de europæiske aktier arbejde videre på den udvikling og stige yderligere?
Pandora fik igen i går nye tæsk med aktiemæssig grovfil. Et kursfald på fem pct. bringer aktien ned på det laveste udgangspunkt for året. 7. maj kommer regnskabet for første kvartal. Hvis man tager udgangspunkt i aktiekursen, er der ikke meget at glæde sig til. Er der nye kursfald i vente i dag?
Markederne lige nu:
De asiatiske aktieinvestorer er noget mere tilbageholdende onsdag end deres amerikanske kolleger, der tirsdag sendte det brede S&P 500-indeks til nye højder på børsen på Wall Street.
Efter en positiv indledning er både de japanske og de kinesiske aktier vendt rundt og ligger ved regional middagstid i dybere og dybere negativt territorium.
Nikkei 225 -0,5
Topix -0,8
Hongkongs Hang Seng -0,9
China Shanghai Composite -0,9
China CSI 300 -0,9
Taiwan Taiex -0,1
Sydkoreas Kospi -1,4
Indiens BSE Sensex +0,2
Singapores STI +0,2
Sydney ASX 200 +0,9
Indeksværdi klokken 06.15.
/ritzau/FINANS