Da jeg fik stukket bogen »De renfærdige« i hånden til anmeldelse, må jeg indrømme, at jeg måtte en tur over ordbogen for lige at få styr på det noget aldrende begreb »at være renfærdig«.

»Moralsk uangribelig; hæderlig,« står der. Så har forfatteren til bogen om heltene i landets suverænt mest betydende virksomhed, Novo Nordisk, sat sit personlige mærkat og gjort det klart, at vi her har at gøre med moralsk uangribelige Novo-folk. Et hyldestskrift skulle man mene. Uden for megen kritisk tilgang til disse renfærdige sjæle.