Iværksætterpar lancerer platform med personlig yogatræning

Iværksættere har skabt en platform, hvor yogalærere kan blive forbundet med elever, der ønsker personlig træning. I første omgang sker det på HelloYogas hjemmeside, men i slut-juli lanceres en app til platformen.

»En markedsplads handler jo om at balancere udbud og efterspørgsel, så ved lancering har vi ca. 50 lærere på platformen. Men som sagt før står vi klar med mange flere, til når vi senere skal indtage flere markeder – eller hvis efterspørgslen viser sig at være endnu højere end forventet.«  Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Ægteparret – og iværksætterparret – Sarah og Adam Sheikh Hjorth har lanceret verdens første platform for personlig yogatræning. Den hedder HelloYoga og forbinder yogatrænere verden over med elever, der ønsker yogaundervisning med en-til-en undervisning hjemme fra stuen.

Prisen lyder på 65 kr. for 25 minutter og 95 kr. for 55 min. Adm. direktør i virksomheden Adam Sheikh Hjorth forklarer, at de både pris- og kvalitetsmæssigt ønsker at være et reelt alternativ til at træne i fitnesscenter.

»Det prispunkt kan vi ramme ved at samarbejde med lærere fra Indien, Spanien og Argentina. Selv om HelloYoga er personlig yogatræning, er det faktisk billigere end mange lokale studier. Jeg betalte selv 600 kr. per måned for mit lokale yogastudie,« siger Adam Sheikh Hjorth.

Platformen er ved lanceringen kun tilgængelig på hjemmesiden, men vil udkomme som app i slutningen af juli.

Der eksisterer i dag muligheder for at modtage yogaundervisning online. De fungerer sådan, at man kan overføre penge til en træner i eksempelvis USA, hvorefter man kan skype sammen.

»De tilbud er helt manuelt konstrueret, HelloYoga er en integreret markedsplads for både lærere og brugere – med videoteknologi og betaling integreret på samme platform,« siger Adam Sheikh Hjorth.

Tusindvis af lærere er klar

I månedsvis har de betatestet, HelloYoga, med 50 brugere i Danmark, hvor lanceringen starter. De fleste lærere kommer fra yogaens oprindelsesland, Indien, hvor tusindvis af lærere står klar til at melde sig under HelloYogas faner.

»Vi rejste til Indien tidligere på året, hvor vi talte med en masse yogalærere; gennem det er der opstået en netværkseffekt i de indiske yogamiljøer, som har gjort, at mere end 4.000 står på venteliste til at blive yogalærere gennem HelloYoga,« siger han.

»Vi har kvalitetstestet gennem personlige interviews og en række gennemførte lektioner, for at sikre os, at de er gode nok til at kommunikere – også i en undervisningssituation,« fortsætter han.

Parret har fat i kombinationen af to globale trends – personlig træning i hjemmet og yoga.

»Derfor mener vi selv, at det er en god idé på alle parametre. Min kone dyrker meget yoga, og selv dyrker jeg ikke nok yoga, fordi jeg ikke rigtig synes, at den måde, man gør det på i dag, passer til mine behov,« siger Adam Sheikh Hjorth.

Bestyrelsen sidder i New York

HelloYoga er udtænkt som et globalt firma fra begyndelsen af. Yoga er på fremmarch i hele den vestlige verden. Danmark er et lille marked, så de regner ikke med mere end et par tusind brugere. Næste skridt er ekspansion til resten af Norden, sidenhen Storbritannien og USA.

Bestyrelsen har derfor base i New York og tæller blandt andre Paul Reich, der er vice president for Yelp og Deepankar Tiwari, der står i spidsen for Uber i Asien. Ligesom de danske medstiftere tæller tidligere management, digitale direktører og projektledere fra DR, Ørsted, Patriksson Communication og Joe & The Juice.

»Der er mere end 60 mio. yogaudøvere i USA og Europa, så markedet er gigantisk, og vores produkt er en-til-en globalt og kræver ikke lokale tilpasninger. Efter nogle måneders stresstest i Norden er det hensigten, at HelloYoga skal til USA og UK, forhåbentlig allerede i oktober,« siger Adam Sheikh Hjorth.