Danske iværksættere vil sikre verdens største fabrikker

Et hold af unge iværksættere har sammen med garvede kræfter fra forsikringsbranchen skabt en ny digital platform, der skal reducere risiko for brand i produktionsindustrien. Holdet har netop indgået samarbejde med Arla, hvor deres produkt skal ud på 60 fabrikker over hele verden.

Et hold af unge iværksættere har sammen med garvede kræfter fra forsikringsbranchen skabt en ny digital platform, der skal reducere risiko for brand i produktionsindustrien. Ved hjælp af softwarerobotten Robin kan virksomheden 21RISK overvåge og minimere risikoen for brande på fabrikker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

En dansk iværksættervirksomhed kommer med et enkelt pennestrøg ud til hele verden.

Virksomheden 21Risk har netop indgået aftale med Arla, hvilket betyder, at den unge virksomhed skal implementere sit produkt på samtlige Arlas 60 mejerier over hele kloden.

Det handler om risikostyring, produktionsstyring og om at skabe overblik for virksomheder, der har mange fabrikker eller produktionsfaciliteter spredt ud over et geografisk meget stort område.

»Arla er den perfekte kunde for os. Det er en virksomhed, der går meget op i sikkerhed og er ekstremt seriøs på risikostyring. Derudover er det godt, at de har mange fabrikker, så man kan dele informationer på tværs af fabrikkerne,« siger Frederik Kehler, der er medstifter af 21Risk.

Frederik Kehler er én af stifterne af 21Risk. Han har tidligere skabt en stribe virksomheder – heriblandt et reklamebureau.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged.

Ved hjælp af en såkaldt softwarerobot, der bliver kaldt Robyn, indsamler 21Risk en lang række data ugentligt fra de enkelte fabrikker. Dermed får den øverst ansvarlige for risikostyring overblik over, hvilke opgaver der er blevet løst, og hvilke der mangler. Det skulle gerne give et overblik, der i sidste ende minimerer risikoen for brand eller andre ulykker på fabrikkerne.

Frederik Kehler forklarer, at aftalen med Arla som udgangspunkt løber frem til 2022.

Globale ambitioner

21Risk modtog tidligere på året en halv million kroner fra Innovationsfonden og er nu i gang med at forhandle med en række store kunder – både internationale produktionsvirksomheder og forsikringsselskaber.

»Vores ambitioner strækker sig langt ud over Danmark,« siger Frederik Kehler.

Ifølge 21 Risk løser selskabet to udfordringer. Ved at have et større overblik over brandsikkerheden på fabrikkerne, vil fabriksejerne potentielt opleve færre brande eller ulykker. Samtidig er det 21Risks håb, at virksomhedens software også kan hjælpe forsikringsselskaberne.

»Et andet kundesegment er forsikringsselskaber. Vores værktøj giver virksomheder mulighed for at dele informationer med forsikringsselskaberne, så de kan følge med i data omkring sikkerhed og risikostyring hos deres kunder,« forklarer Frederik Kehler.

Holdet bag

Holdet bag 21 Risk er en sammensat størrelse. Frederik Kehler har selv været iværksætter de seneste ti år og har stiftet en række virksomheder og reklamebureauer. Med sig har han IT-eksperterne Alex Bjørlig og Andreas Hald, der har en fortid i IT-konsulentbranchen.

De tre stiftede oprindeligt en virksomhed sammen med et lidt andet sigte, end 21Risk har i dag. Men en tilfældig snak med Martin Hald, der har 30 års erfaring og indsigt i forsikringsbranchen, ændrede virksomhedens kurs, og bragte Martin Hald med ombord.

»Han havde besøgt mange fabrikker og set, hvordan informationerne er enormt ustrukturerede. Det, vi var gode til, var faktisk at strukturere information og give overblik. Så det var lidt et match made in heaven, at vi lige skulle mødes på samme tidspunkt,« forklarer Frederik Kehler.