Regeringens dom over dansk økonomi under coronakrisen: »Andet kvartal står til at blive et af de sorteste kapitler i dansk økonomis historie«​

Ledigheden kan i år vokse fra 105.000 personer og til mellem 130.000 og 150.000, spår regeringen.

 
Coronavirussen spreder sig i Danmark. Få overblikket her. Fold sammen
Læs mere

Coronakrisen har sendt dansk økonomi i frit fald. Efter længere tids venten er regeringen nu kommet med deres spådom over, hvor galt det formodes at kommet til at gå. Regeringen opstiller en række forskellige scenarier, og de indebærer, at vores produktion i år i form af bruttonationalproduktet (BNP) vil falde med mellem tre og seks procent.

Ledigheden i år vil stige fra 105.000 personer og til mellem 130.000 og 150.000 personer. Krisen kommer også til at gøre ondt på de offentlige finanser, der bliver svækket med fra fem til syv procent af BNP.

Det svarer til, at krisen giver et trecifret milliardunderskud på de offentlige finanser. Under finanskrisen blev de offentlige finanser forværret med omkring 184 milliarder kroner.

Finansminister Nicolai Wammen (S) fremhæver, at vi står over for et dyk, der kan blive værre end finanskrisen. Da det gik værst for sig under finanskrisen, dykkede Danmarks BNP med 4,9 procent på et år.

Finansminister Nicolai Wammen på et tidligere pressemøde. I dag præsenterede han, hvordan regeringen mener, at det kommer til at gå med dansk økonomi under coronakrisen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

»Andet kvartal står til at blive et af de sorteste i danske økonomis historie,« siger Nicolai Wammen og understreger, at udgangspunktet for denne krise er en anden end for finanskrisen.

De tre scenarier

Finansministeren understreger også, at der hersker stor usikkerhed om den økonomiske udvikling i de kommende måneder. Derfor er det ikke en egentlig prognose, som regeringen har lavet – det er scenarier.

Finansminister Nicolai Wammen (S)

»Det kan også vise sig, at situationen udvikler sig i en sådan grad, at de tre scenarier – alle tre – er for optimistiske.«


»Det kan også vise sig, at situationen udvikler sig i en sådan grad, at de tre scenarier – alle tre – er for optimistiske,« siger Nicolai Wammen.

I det første scenarie antages en hurtig genopretning i takt med, at epidemien kommer under kontrol, og restriktioner hæves. I dette scenarie vil den økonomiske aktivitet falde med tre procent i år.

Det andet scenarie antages en mere gradvis genopretning som følge af mere tilbageholdende forbrugere og virksomheder samt mindre efterspørgsel fra udlandet. I dette scenarie vil BNP falde med 4,5 procent i indeværende år.

I det tredje – og mest pessimistiske – scenarie antages det, at epidemiens påvirkning af vestlige økonomier vil vare længe og føre til mange konkurser og afskedigelser i de vestlige lande. I dette scenarie vil BNP falde med seks procent i år, og ledigheden vil stige kraftigt.

I en kommentar til analysen skriver cheføkonom i Dansk Erhverv, Tore Stramer, at han er bange for, at regeringens spådom er for optimistisk.

»Finansministeriet forventer således i alle tre scenerier, at den økonomiske nedgang bliver bremset i løbet af andet kvartal, hvorefter der vil ske en genopretning,« skriver Tore Stramer.

»Det må siges at være højst usikkert i den nuværende situation, hvor sundhedsmyndighederne endnu ikke har præsenteret en plausibel slutdato for virusudbruddet. Dertil raser virusudbruddet fortsat med stor styrke på vores eksportmarkeder,« hedder det videre.

Nicolai Wammen fremhæver, at papiret er regeringens bedste bud på nuværende tidspunkt, men i den her krise »sejler vi uden søkort«.