Et utal af virksomheder lukker, og sluserne er åbnet på vid gab. Coronakrisen kan gøre 2020 til det værste år nogensinde for dansk økonomi med kraftigt stigende ledighed og en vækst, som ryger langt under nul. Mere præcist kan væksten komme helt ned på minus 6,7 pct. Så slemt et år har vi ikke set siden Anden Verdenskrig.
Omregnet til kroner og øre vil det give en nedgang i landets samlede produktion i form af BNP på 155 milliarder kroner i år. Nedgangen i væksten er over et procentpoint større end det samlede dyk i væksten under finanskrisen. Dengang havde vi en vækst på -0,5 pct. i 2008 og -4,9 pct. i 2009.