Nye tal: Europæisk økonomi i frit fald

Nye tal viser, at den økonomiske aktivitet i euroområdet faldt med 12,1 procent i andet kvartal. Det er et historisk stort fald, som kommer efter, at nye tal torsdag viste, at verdens største økonomi, USA, skrumpede med 9,5 procent i samme kvartal.

En bilfabrik i Tyskland. Torsdag viste nye tal, at den tyske økonomi skrumpede med 10,1 procent i andet kvartal i forhold til første kvartal. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Kienzle/AFP/Ritzau Scanpix

Tallene kommer ikke som den store overraskelse. Alligevel er det barsk læsning at se de tal for væksten i euroområdet og en række store europæiske lande, som er blevet offentliggjort fredag formiddag.

I andet kvartal skrumpede euroområdets bruttonationalprodukt (BNP) med 12,1 procent i forhold til første kvartal.

»Det svarer i træskolængder til, at hele Spaniens økonomi forsvandt på blot et enkelt kvartal. Den europæiske økonomi er på den måde banket 15 år tilbage,« skriver Sydbanks cheføkonom, Søren V. Kristensen, i en kommentar til de nye tal.

Hos Arbejdernes Landsbank betegner økonom Anders Christian Overvad de nye tal som »gruopvækkende«.

»Faldet er i sig selv gruopvækkende, men at faldet kommer oven på et fald i første kvartal på 3,6 procent, gør kun dagens tal mere skræmmende. Det vidner om, hvor hårdt og hurtigt coronakrisen har ramt de europæiske økonomier,« skriver Anders Christian Overvad i en kommentar.

Især de sydeuropæiske lande har været hårdt ramt af coronakrisen, og det kommer også til udtryk i de nye BNP-tal. Mens den økonomiske aktivitet faldt med 18,5 procent i Spanien i andet kvartal, faldt den med 12,4 procent i Italien.

Europas største økonomi, Tyskland, er også hårdt ramt af coronakrisen. Her faldt den økonomiske aktivitet med 10,1 procent i andet kvartal. Det viste nye tal, som blev offentliggjort torsdag.

»Vi er forbi bunden«

Trods de dystre væksttal ser Anders Christian Overvad »fortrøstningsfuldt« på fremtiden.

»Tillidsindikatorerne fra det europæiske erhvervsliv har vist bedre takter de seneste måneder, og det vidner om, at vi er forbi bunden. Dertil er man i EU blevet enige om en massiv økonomisk hjælpepakke på 750 mia. euro – en størrelse, som bestemt vil give medvind til økonomierne de kommende år,« skriver Anders Christian Overvad, der dog fremhæver, at stigende smittetal kan spænde ben for europæisk økonomi.

»På trods af vores forsigtige optimisme kommer vi ikke udenom, at den økonomiske situation er ekstremt skrøbelig, og risiciene er enorme. Flere steder i Europa stiger antallet af coronasmittede igen, og vi ser også, at nogle lande ruller genåbningen af økonomierne tilbage,« skriver Anders Christian Overvad.

Søren V. Kristensen fremhæver også smitteudviklingen i de seneste par uger som et forhold, der kan lægge en dæmper på den økonomiske aktivitet i Europa.

»Værst ser det ud i Spanien, mens smitteudviklingen tiltager fra lave niveauer i Tyskland og Frankrig. Det kan lægge en dæmper på forbruget og den generelle aktivitet i de kommende uger og måneder. Det er vores vurdering, at appetitten på nye nationale nedlukninger er lille, men risikoen lurer,« vurderer Søren V. Kristensen.

Han påpeger også, at EUs nye genopretningsfond kan få afgørende betydning for væksten i Europa.

»Der skal nok blive brug for hver eneste euro i genopretningsfonden, og faktisk kan det blive problematisk, at pengene først flyder fra genopretningsfonden i 2021,« skriver Søren V. Kristensen.

Torsdag viste nye tal også, at USAs økonomi, der er verdens største, skrumpede med 9,5 procent i andet kvartal.