Millioner af grise er døde af svinepest — sender danske priser på himmelflugt

Svinepest har bredt sig som en epidemi i Kina og resten af Asien på mindre end et år, og store dele af bestandene er døde. Det rammer svineproducenterne hårdt, men er også et alvorligt slag mod myndighedernes forsøg på at forbedre fødevaresikkerheden. Svinepesten har også givet et hop i svinenoteringerne i Danmark.

Mens vi herhjemme endnu ikke har mærket så meget til svinepesten i butikkerne, er situationen helt anderledes i Asien. Stigende fødevarepriser er en alvorlig trussel for den sociale stabilitet. Vivek Prakash/Reuters/Ritzau Scanpix

Herhjemme kender vi mest afrikansk svinepest fra vildsvinehegnet mod Tyskland. Men i Asien har udbredelsen af svinepest bredt sig med lynets hast til det meste af kontinentet. Millioner af svin er allerede døde og blevet slået ned, og mange flere følger.

Det har store konsekvenser for produktion og forbrugere. Den nuværende epidemi brød ud i Kina sidste sommer, og truslen blev måske ikke taget alvorligt nok.