I begyndelsen af april bragte DR og Børsen store afsløringer af advokatfirmaet Bech-Bruuns angivelige rolle i udbyttesvindlen som rådgiver for en tysk bank. Afsløringerne byggede på interne e-mail og andre dokumenter fra blandt andet Bech-Bruun.
Indholdet af dokumenterne indgår i to retssager, der er mellem Bech-Bruun og skattemyndighederne, og Bech-Bruun påstår, at de fortrolige dokumenter ulovligt er lækket til pressen af modparten. Det afviser både Skattestyrelsen og Skatteministeriet, mens Kammeradvokaten, der fører sagerne for skattemyndighederne, for nylig betegnede Bech-Bruuns påstande som »uden hold i virkeligheden«.