Kan man bruge af penge, man ikke har? Eller mere vigtigt: Kan man love at bruge af nogle penge, man tror, at man får i fremtiden? Det synes at være en af de helt store spørgsmål i valgkampen.

Lige nu vælter det frem med nye løfter i valgkampen om mere velfærd og mere offentligt forbrug fremover. Både Venstre og Socialdemokratiet går til valg på, at de offentlige udgifter skal løftes med lidt over 20 mia. kr. frem mod 2025.

Det skal sikre den offentlige service, efterhånden som vi bliver flere ældre. Og det er ansvarligt på forhånd at love at bruge de mange penge, fordi vi vil få det økonomiske råderum til at gøre det, mener Venstre og Socialdemokratiet.

Men spørgsmålet er, hvad det økonomiske råderum er, og svarer råderummet til at have en opsparing i banken, man bare kan bruge af.

Andre vil nok sige, at det at bruge af råderummet svarer til på forhånd at sætte ens månedlige udgifter i vejret, på baggrund af at man regner med, at man om et par år får en lønstigning. Men hvor stor er det nu lige, den lønstigning bliver, og er det sikkert, at den kommer?

Det er vigtigt at holde fast i, at det økonomiske råderum er en beregnet størrelse ud fra nogle givne antagelser. Aktuelt beregner man råderummet frem mod 2025.

Højere beskæftigelse

Beregningen bliver lavet af Finansministeriet og den går ud på, at der i 2025 skal være strukturel balance i budgettet. Strukturel balance er et teoretisk begreb, som økonomerne bruger. Det betyder, at der skal balance i budgettet, når man renser for forskellige konjunkturudsving.

Råderummet kommer herefter ved, at man beregner, hvor mange indtægter vi får frem mod 2025 på baggrund af primært den stigende beskæftigelse, som gerne skulle komme på grund af diverse reformer.

Via en sådan beregning kom Finansministeriet her i april frem til, at råderummet i øjeblikket er på 24,5 mia. kr. frem mod 2025. De penge kan politikerne så vælge at bruge til enten øget offentligt forbrug eller til skattelettelser.

I beregningerne af råderummet bliver væksten i det offentlige forbrug som udgangspunkt sat til nul.

Problemet er, at den type økonomiske beregninger altid er usikre. Hvis forudsætningerne for beregningerne skrider, så skrider resultatet også, og så vil der ikke være et råderum på de mange milliarder kroner.

Det vanskelige ved råderummet er således, at det er baseret på nogle helt specifikke antagelser, og hertil kommer, at det i øvrigt slet ikke kan måles i virkeligheden.