Danskerne strømmer i hastigt tempo til tidligere pension til »Arne«. Regeringen forventede oprindeligt, at cirka 24.000 danskere i år ville søge om at få tidligere pension. Alene i perioden fra 1. august og til 25. november er der 30.000 danskere, som har søgt om den tidligere pension.
Det viser nye tal fra Beskæftigelsesministeriet.
Tallet dækker over, at 10.500 personer har fået den maksimalt mulige ret til tidlig pension, mens over 11.500 personer har fået tildelt ret til et eller to år på tidlig pension. Dertil har – eller har haft – godt 14.500 personer mulighed for at aflevere yderligere dokumentation, der kan give ret til tidlig pension.
Rent geografisk er søgning til ordningen særdeles spredt. Kommunerne i hovedstadsområdet ligger langt fra toppen over, hvor mange der har søgt i de enkelte kommuner i forhold til, hvor mange der kan søge.
»Der er en klar overvægt af ansøgere til den nye Arne-pensionsordning i blandt de nordjyske kommuner. Det skal formentlig ses i sammenhæng med, at en større andel af de beskæftigede trådte ud på arbejdsmarkedet i tidlig alder og dermed har opbygget den nødvendig anciennitet på minimum 42 år,« siger cheføkonom i Dansk Erhverv Tore Stramer.
»Det kan dertil også spille en rolle, at der er relativt flere job inden for industrien, landbruget og byggeriet i de nordjyske kommuner,« siger Tore Stramer.
Han mener, at det bestemt ikke er uden udfordringer, at der er et overtal af ansøgere til Arne-pensionsordningen i kommunerne uden for de større byer.
»Det betyder, at flere kommuner vil opleve, at relativt mange af de beskæftigede i kommunen vil forlade arbejdsmarkedet ved årsskiftet. Det sker på et tidspunkt, hvor ledigheden er meget lav, og manglen på arbejdskraft er rekordhøj,« siger Tore Stramer.
»Det kan derfor også blive meget vanskeligt for de lokale virksomheder at rekruttere ny arbejdskraft som erstatning for de medarbejdere, der siger op for at gå på tidlig pension,« siger Tore Stramer.