Coronavirus giver nu nej til overenkomst – fagbevægelsen raser

HK Privat raser over, at tandlægerne har sagt nej til fornyelse af overenskomsten for klinikassistenterne. Vi styrtbløder økonomisk og har ikke råd, lyder det fra tandlægerne.

Tandlægeforeningen har sagt nej til ny overenskomst med HK Privat for klinikassistenerne på grund af coronakrisen. Fagbevægelsens raser. (Foto: Katrine Emilie Andersen/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Katrine Emilie Andersen

Coronakrisen har sat gang i mange ting, og nu giver den også et nej til en ny overenskomst. Det er på arbejdsgiversiden i form af Tandlægeforeningen, der har sagt nej til overenskomst indgået med HK Privat for klinikassistenterne. Fagbevægelsens raser, mens tandlægerne siger, at det er et spørgsmål om overlevelse.

I det store brede billede er det en mindre overenskomst med kun 4.000 medarbejdere. Alligevel er det meget usædvanligt, at der på den måde bliver sagt nej til en overenskomst.

Næstformand i HK Privat, Anja C. Jensen

»Klinikassistenterne tilhører i forvejen en af vores lavest lønnede grupper, og det er slet ikke i orden, at regningen for krisen bliver lagt på deres skuldre. «


HK Privat mener, at det er fuldstændig uhørt, at en arbejdsgiverorganisation siger nej til det forlig, der er indgået.

»Klinikassistenterne tilhører i forvejen en af vores lavest lønnede grupper, og det er slet ikke i orden, at regningen for krisen bliver lagt på deres skuldre. Vores medlemmer går netop nu frivilligt ned i løn, går med til arbejdsdeling og afholder ferie og afspadsering netop for at hjælpe tandlægerne. Og det her er en ringe tak at sende retur,« siger Anja C. Jensen, næstformand i HK Privat.

»Overenskomstfornyelsen er en helt central del af det fællesskab og respekt, som der bør være mellem lønmodtagere og arbejdsgivere – og det er hele rygraden i de aftaler og hjælpepakker, som skal understøtte os alle sammen i disse tider. Derfor er det mig ubegribeligt, at lige præcis Tandlægeforeningen ikke vil udvise den samme ansvarlighed for fællesskabet,« siger Anja C. Jensen.

Kæmper for livet

Det er overenskomster for 600.000 lønmodtagere på det private arbejdsmarked, som er på vej til at blive fornyet  her i foråret. De skal sendes ud til urafstemning blandt lønmodtagerne. På arbejdsgiversiden foregår godkendelserne i Dansk Arbejdsgiverforening, DA.

Men Tandlægeforeningen er ikke medlem af DA og derfor stemmer medlemmer af foreningen selv om overenskomsten. Den kan efterfølgende heller ikke blive en del af det, som kaldes sammenkædning, hvor der stemmes om alle overenskomsterne på en gang.

Resultatet i overenskomsten lå meget på linje med det øvrige arbejdsmarked, men 75 pct. af tandlægerne sagde alligevel nej, og dermed var den forkastet.

»I denne krisetid med corona er store stigninger i løn og pension helt skævt. Klinikkerne styrtbløder. Vi taber op mod 98 pct. af vores omsætning for tiden, og mange klinikejere kæmper for overhovedet at kunne fortsætte klinikken. Vi har ikke råd til lønstigninger. Det vil være uansvarligt, vi står i en helt anden virkelighed end for bare 3 uger siden,« siger formand for klinikejerne Torben Schønwaldt.

»Lige nu handler det om at overleve og at fastholde dansk tandpleje på samme niveau som før med et net af klinikker over hele landet. Vi står med ryggen mod muren og må sende medarbejdere hjem. Så kan vi selvfølgelig ikke samtidig hæve lønningerne på HK-området,« siger Torben Schønwaldt.

På baggrunden af nej fra tandlægerne kunne HK Privat sende konfliktvarsel i næste uge. Det har HK Privat valgt at vente med til efter problemerne med coronavirus er overstået.