Godeftermiddag og velkommen til ugens første Business-update, hvor vi har været nyhedsbilledet rundt for at give et hurtigt overblik over de vigtigste historier fra erhvervslivets verden denne mandag.
Vi skal omkring en ny mulighed for kriseramte SAS til at få penge i kassen. Vi skal også forbi Starbucks, der i øjeblikket overvejer, hvad der skal ske på det britiske marked, men vi indleder med en nyhed om landets næststørste bank.
Nordea er en god bank for aktionærerne
Nordea tjener mange penge, og det kommer storbankens aktionærer til gode. Over de seneste 12 måneder har Nordea udbetalt 33 milliarder kroner til aktionærerne, og der er flere penge på vej. Det skriver Borsen.dk.
Det er tilbagekøb af egne aktier, der har skabt den store pengestrøm. Tilbagekøbene svarer for aktionærerne til, at der er udbetalt udbytte.
Analytikerne er begejstrede.
»Nordea har bekræftet ambitionen om at udbetale 70 procent af det årlige overskud, hvilket betyder, at de samlede betalinger til aktionærerne bliver mere end 150 procent af overskuddet, og dermed cementerer banken sin position som leder inden for aktionærudbetalinger blandt de europæiske banker,« skriver analytikerne Philip Richards og Ilia Shchupko fra Bloomberg Intelligence ifølge Borsen.dk.
Med et kapitalafkast på 13 procent, mener de to analytikere, at forhøjede aktionærerudbetalinger bliver noget, som vil gentage sig i 2023.
Nordeas bundlinje kom i andet kvartal op på over en milliard euro svarende til knap 7,5 milliarder kroner. Det var godt 13 procent bedre, end analytikerne i gennemsnit havde forventet.
Kaffegigant klar til at droppe kæmpe marked
Der er ændrede forbrugervaner og øget konkurrence efter pandemien. De to forhold gør, at verdens største kaffekæde, Starbucks, overvejer at sælge den britiske forretning. Det skriver Financial Times.
Starbucks har 1.000 butikker i Storbritannien, hvoraf 70 procent er franchisevirksomheder. Resten af ejet af Starbucks selv.
Gruppen hyrede rådgivere fra Houlihan Lokey til at se på potentielle muligheder for virksomheden. I lighed med andre kaffe- og takeaway-kæder blev Starbucks hårdt ramt af nedlukninger under pandemien, og selskabet kæmper nu med, at nye arbejdsformer har ændret forbrugsvaner.
Ifølge Starbucks er der ikke »en formel salgsproces for virksomhedens britiske forretning«. Starbucks fortsætter med at »evaluere strategiske muligheder« for de af selskabets internationale virksomheder, der ejes af virksomheden.
SAS har lukrative aftaler i London
Kriseramte SAS har nogle ekstremt værdifulde aftaler med Europas største lufthavn, Heathrow i London. Dem kan SAS sælge og få hundredvis af millioner i kassen, men det kan være en meget farlig vej at gå, fremhæver analytiker ifølge Finans.dk
Det drejer sig om tilladelser til at starte og lande i den britiske lufthavn, de såkaldte slots.
Attraktive tider på start- og landingsbanerne i lufthavnen er hundredvis af millioner kroner værd, og SAS har særdeles mange af slagsen. Slots er tidligere blevet handlet for 75 millioner dollar stykket – over en halv milliard kroner – og ifølge en analyse fra analysehuset, IBA, har SAS 18 slots om ugen. Det gør SAS til et af de selskaber i verden med den bedste adgang til den store britiske lufthavn.
SAS kan med fordele sælge ud af nogle af de mange tilladelser, fordi selskabet fremover vil have færre forretningsrejsende og flere fritidsrejsende.
Det fremhæver Jacob Pedersen, der er er aktieanalysechef i Sydbank.
»Uanset om SAS skal være et selskab, der i højere grad skal tækkes fritidsrejsende, er man stadig et sted, hvor de start- og landingstilladelser, man har i Heathrow, er vigtige,« siger Jacob Pedersen til Finans.dk.
Her er fire skarpe bud på historier fra journalisterne på Berlingske Business:
En irer ankom med to kufferter og afslørede Ubers lobbymetoder: »Vi solgte folk en løgn«
Tre års arbejde for kørselstjenesten Uber gjorde lobbyisten Mark MacGann så forhadt blandt Europas taxachauffører, at han måtte have livvagter og endte med at blive diagnosticeret med posttraumatisk stress. Nu har han lækket over 124.000 filer, der afslører Ubers arbejdsmetoder i et utal af lande. Læs historien her.
SAS-forhandlinger spidser til: I dag er det »make it or break it«
Aftale eller sammenbrud. SAS-forhandlingerne mellem ledelsen og piloterne befinder sig ifølge SAS' forhandlingsleder, Marianne Hernæs, i et skæbnesvangert døgn. Læs historien her.
H&M tager første skridt mod at forlade Rusland endeligt
H&M har siden 2. marts ikke solgt varer i Rusland. Nu vil kæden endegyldig lukke sin forretning i landet. Læs historien her.
Rapporten om seksuel chikane er den første af sin slags i Danmark – og den understreger problemets omfang én gang for alle
En ny, omfattende undersøgelse af uønsket seksuel opmærksomhed og chikane på danske arbejdspladser tegner et foruroligende billede. Forskere kalder resultatet forventeligt, men ser optimistisk på fremtiden: #Metoo har skabt momentum for forandring. Læs historien her.