30.000 aflysninger, strejker og kaos – her er manden, der har mere travlt med at undskylde end Boris Johnson

Med op mod 30.000 aflyste afgange, strejker og lufthavnskaos er British Airways gået ind i en horribel sommer. Det skulle ellers have været året, hvor topchef Sean Doyle havde lovet en genrejsning af det engang så stolte britiske luftfartsselskab.

Chefen for British Airways, ireren Sean Doyle, har ry for at have en mere afslappet stil end sine forgængere i det britiske luftfartsselskab, der førte en hård sparekurs. Han har dog ikke meget at smile ad for tiden. British Airways/AFP/Ritzau Scanpix

Det er ikke svært at se en parallel mellem British Airways’ kvaler og en strejke-, krise- og inflationsplaget britisk økonomi, der ser ud til at være kørt godt og grundigt i sænk.

Ganske som solen for længst er gået ned over det britiske imperium, som nogle muligvis håbede, at Brexit ville genrejse, er det også mange år siden, at det britiske luftfartsselskab opgav sit stolte slogan, »verdens foretrukne luftfartsselskab«, der hævdede at flyve flere mennesker til flere destinationer end noget andet selskab.