For to uger siden brød SAS-piloternes strejke ud efter en weekend med langstrakte maratonforhandlinger, der ikke bar frugt.
Om det samme bliver tilfældet mandag, hvor SAS-ledelsen og piloterne igen står på bagkant af en udmattende weekend i Näringslivets Hus i Stockholm, finder vi snart ud af.
For ifølge SAS' forhandlingsleder, Marianne Hernæs, er mandag 18. juli dagen, hvor det må briste eller bære.
»Vi er snart ved vejs ende,« siger hun til pressen uden for forhandlingslokalet ifølge E24 og tilføjer, at parterne på et eller andet tidspunkt må erkende, at slaget er tabt.
Og adspurgt om det var en »make it or break it«-dag, svarede hun ja.
Meldingen er altså ifølge SAS, at der kommer et udfald, inden dagen er omme.
»Det begynder at blive uansvarligt at fortsætte. Det er der, vi nærmer os i dag,« siger Marianne Hernæs ifølge NRK.
Og det er tydeligt, at SAS-ledelsen mandag er mindre tålmodige end piloterne.
Trusler
På vej ind til dagens forhandlinger, der begyndte klokken 9.00, sagde Roger Klokset, der er formand for de norske SAS-piloters forening, til pressen, at der kan lande en aftale i dag, men at det ikke er nødvendigt.
Overenskomstforhandlingerne mellem SAS og de 1.000 norske, svenske og danske piloter er også blevet helt afgørende for det kriseramte flyselskab.
SAS er midt i en omfattende spareplan og står i en økonomisk krise så stor, at man har indledt en konkursbeskyttelsesproces hos en domstol i USA. Den skal blandt andet give mulighed for en omfattende rekonstruktion af selskabet.
Ifølge SAS har strejken, der begyndte mandag i sidste uge, indtil videre medført et tab på omkring en milliard kroner. Den har indtil nu ført til over 2.500 aflyste afgange og over 270.000 berørte passagerer.
Piloterne er især utilfredse med, at flyselskabet ansætter piloter på andre overenskomster i de to datterselskaber, SAS Link og SAS Connect.
De kræver i stedet, at SAS genansætter de piloter, som blev opsagt under coronakrisen, før de ansætter nye piloter i datterselskaberne. Ledelsen hos SAS vil dog ikke opfylde det krav, da det ifølge selskabet kan give medarbejderne for stor indflydelse på, hvem der kan blive ansat.
Det lader til at være en af de helt store pukler. Dertil har det også været beskrevet, at længden på overenskomsten og lønningerne spiller en stor rolle i forhandlingslokalet.
SAS' bestyrelsesformand, Carsten Dilling, truede i sidste uge med at frigøre sig af den gamle overenskomst med piloterne og starte forfra.