Business-update: Dansker skal granske milliardstort kryptokollaps

En kollapset kryptobørs, fødevarepriser på vej ned og lukningen af et bageri i København. Det danner rammen om ugens sidste Business-update.

Indgangen til den nu krakkede FTX-kryptobørs i Miami i USA. Den internationale kryptobørs gik i betalingsstandsning i november og spørgsmålet er nu, hvad der skete. Det skal danske Michael Grønager, som ejer den fremadstormende virksomhed Chainalysis, være med til at efterforske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Marco Bello/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godeftermiddag og velkommen til torsdagens Business-update, hvor du får et overblik over dagens store erhvervsnyheder.

Denne fredag skal vi blandt andet høre om kollapset i en kryptobørs og globale fødevarepriser, der er på vej ned. Vi skal også omkring en dyster forudsigelse for gourmetbagerier i København, men indleder med fødevarepriserne.

Presset på fødevarepriserne letter

De globale fødevarepriserne faldt med 2,6 procent i december, viser tal fra FN. Det betyder, at fødevarepriserne nu er faldet ni måneder i træk. Priserne toppede i marts, men er siden faldet med 17 procent.

»De globale fødevarepriser er nu lavere end for et år siden. Det sker efter et langvarigt fald ovenpå den meget kraftige stigning i begyndelsen af året. Blandt andet korneksporten var voldsomt udfordret af Ruslands invasion af Ukraine,« skriver cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Jeppe Juul Borre i en kommentar.

Han fremhæver, at udviklingen vil gøre det billigere at fylde indkøbskurven, men har et forbehold.

»Det er dog samtidig vigtigt at notere sig, der kan være adskillige kilder til en forskellig udvikling i prisen på råvaren, og så den endelige slutpris for forbrugeren. Når forbrugeren køber maden er den typisk forarbejdet, transporteret og opbevaret. Og alle de elementer er udsat for blandt andet højere energipriser,« skriver han videre.

Kendt kok lukker bageri

På Nørrebro i København ligger gourmetbageriet Mirabelle, men snart er det slut, idet den kendte kok Christian F. Puglisi lukker bageriet. Det skriver Politiken.

Christian F. Puglisi mener, at gourmetbageriernes tid er ovre i København. Det er for dyrt, og produktionen er for omfattende, mener han.

»Jeg fik ideen om at lave et gourmetbageri i 2014, og nu har jeg løbet hele vejen rundt om blokken med det og kan bare komme tilbage og sige, at det er rigtig meget hårdt arbejde i forhold til, at det ikke er en særlig profitabel forretning,« siger Christian F. Puglisi til Politiken.dk.

»Derfor lukker jeg nu totalt ned for alt, der er bageri. For min overbevisning er, at bageriernes tid er overstået og død,« siger han videre.

Han fremhæver, at Mirabelle var det første eksempel på det, han kalder tredjegenerationsbagerier. Først havde man de traditionelle bagerier, så kom en kvalitetsstigning med Lagkagehuset og Emmery’s, og sidst kom så bagerier som Mirabelle.

Det er for dyrt at have en produktion af brød i mellemstørrelse. Derfor er disse bagerier nødt til at udvide eller at lukke, mener Christian F. Puglisi.

Kollapset kryptobørs skal efterforskes

Da den internationale kryptobørs FTX gik i betalingsstandsning i november, var det en meget ubehagelig nyhed for branchen. For den 52-årige dansker Michael Grønager indeholdt den ulykkelige begivenhed dog også en god nyhed. Det skriver Finans.dk.

Michael Grønager har den fremadstormende virksomhed Chainalysis. Den har netop fået til opgave at finde ud, hvad der skete, inden FTX kollapsede. Og ikke mindst, hvor pengene blev af. Det er kryptovaluta for milliarder af kroner, der skulle være forsvundet.

Advokat John Ray III er sat på sagen i forbindelse med betalingsstandsningen. Han har over for skifteretten erklæret, at han aldrig i sin karriere har set så stort et svigt i en virksomheds kontroller.

Michael Grønager anslår, at hans firma har koblet en håndfuld efterforskere på sagen. Chainalysis blev indregistreret i 2015. Hovedkontoret ligger på Fifth Avenue i New York, og virksomheden har 900 ansatte. Den er repræsenteret i cirka ti lande. Blandt andet i Danmark.

Fire uundværlige fra Berlingske Business

A. Presset på danskerne lettes – stort dyk i inflationen i EU

I december kom inflationen i euroområdet ned på det laveste niveau i fire måneder. Det glæder økonomerne, men de drypper også malurt i bægeret. Vi skal ikke fejre faldet for tidligt, lyder det fra cheføkonom.

Læs historien her.

B. Supermarkedsgigant skifter topchefen ud

Føtex henter den 53-årige Morten Møberg Nielsen ind som ny topdirektør. Han har mere end 25 års erfaring i Salling Group, der ejer Føtex. Han overtager ledelsen med øjeblikkelig virkning og afløser Anja Madsen, som havde haft jobbet med ansvar for 14.000 medarbejdere og flere end 100 butikker siden 2020.

Læs historien her.

C. Stor dansk modefusion: To københavnske kæmper slår sig sammen

Når Copenhagen Fashion Week løber af stablen til sommer, står kun en aktør i spidsen for modemesserne. De to københavnske modemesser, Copenhagen International Fashion Fair (CIFF) og Revolver, slår pjalterne sammen for at skabe en stærkere modeuge.

Læs historien her.

D. Forsker: Danske skatteregler i strid med menneskerettighederne

Skatteydere forskelsbehandles i retssager på grund af danske skatteregler. Det kan være i strid med menneskerettighederne og kan koste de uheldige skatteydere vanvittige summer, mener skatteekspert Susi Hjorth Bærentzen.

Læs historien her.