Når Copenhagen Fashion Week løber af stablen til sommer, bliver der kun én aktør, som står i spidsen for modemesserne.

De to københavnske modemesser, Copenhagen International Fashion Fair (CIFF) og Revolver, slår nemlig pjalterne sammen for at skabe en stærkere modeuge i København. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.

Således køber CIFF, der holder til i Bella Center, den anden modemesse Revolver, der normalt afvikler messe i Øksnehallen på Vesterbro og i Forum på Frederiksberg.

Den kommende modeuge i februar bliver således den sidste i det hidtidige setup.

Til sommer bliver messen i Forum droppet. Til gengæld vil København stadig have to forskellige messekoncepter i form af CIFF i Bella Center og Revolver i Øksnehallen.

Begge organisationer samles under én paraply med fysisk hovedkontor i forlængelse af de permanente CIFF Showrooms i Bella Center Copenhagen.

Har længe været et efterspurgt ønske fra modebranchen

Det nye ægteskab mellem de to messeaktører er ifølge Thomas Klausen, der er administrerende direktør for brancheorganisationen Dansk Mode og Textil, svaret på et længe efterspurgt ønske fra modebranchen om én samlet og koordineret modeby og ordreplatform.

»Der bliver nu samlet et vinderhold, som har de bedste forudsætningerne for at tage kampen op mod de største internationale modeuger. Sammenlægningen kommer til at betyde, at indkøbere og pressefolk får en oplevelse i den absolutte top, når de besøger København til modeugen,« siger han i pressemeddelelsen.

Sofie Dolva, direktør i CIFF, og Christian Maibom, grundlægger af Revolver, slår nu kræfterne i de to organisationer sammen for at styrke Københavns modeuge. Pr-foto: Frederikke Nørgård.
Sofie Dolva, direktør i CIFF, og Christian Maibom, grundlægger af Revolver, slår nu kræfterne i de to organisationer sammen for at styrke Københavns modeuge. Pr-foto: Frederikke Nørgård. Pr

Også direktøren for Copenhagen Fashion Week, Cecilie Thorsmark, er tilfreds med den nye sammenlægning.

»Med konsolideringen af messerne er der alle forudsætninger for at styrke salgsplatformen yderligere, da det bliver nemmere for både udstillere og indkøbere at navigere. Det er en stor milepæl for Københavns modeuge og det er – vigtigst af alt – en sejr for branchen,« siger hun.

Sofie Dolva, der i dag er direktør for CIFF, kommer også til at stå i spidsen for den fusionerede modemessevirksomhed.

Hun siger til Børsen, at fusionen også sker, efter at CIFF har tabt volumen efter pandemien og nu ser ind i en mulig recession.

»Så efter at have været 'konkollegaer' i mange år, går vi nu sammen for at sikre, at vi i København kan give det bedste tilbud,« siger hun til avisen.

Christian Maibom, der har ejet Revolver, bliver kreativ direktør i den nye modemessevirksomhed.