Godmorgen.
Velkommen til en tirsdag, hvor vi skal et smut forbi Erhvervsstyrelsen, e-sport og tre banker, der har slidt sig ud af krisens kløer. Men vi begynder med en tur på plejehjem.
Dansk virksomhed har succes i Sverige – men det kniber i herhjemme
I Sverige oplever en dansk koncern kraftig medvind på markedet for bløde velfærdsydelser som drift af plejecentre, mens markedet næsten er umuligt at komme ind på herhjemme.
Den danske og familieejede virksomhed Forenede Koncernen driver tre private plejehjem i Danmark. Det står i skarp kontrast til den succes, koncernen har fået i Sverige, hvor de driver over 60 plejehjem med to nye opkøb af pleje- og omsorgsvirksomheder. I Sverige beskæftiger Forenede således flere end 4.000 ansatte og har en omsætning på mere end 1,8 milliarder svenske kroner.
I Danmark oplever selskaber som Forenede Koncernen i langt højere grad at skulle overbevise lokalpolitikerne i landets kommuner om at få lov til at drive plejehjem, lyder det fra virksomhedens koncerndirektør, Carsten Clement.
»Vi oplever generelt en modvilje og meget få byrådspolitikere, der tør konkurrenceudsætte på plejeområdet. Der har været nogle uheldige sager om konkurser på hjemmeplejen, som med tiden er blevet brugt som løftestang for at være påpasselig på ældreområdet. Men det er vigtigt at pointere, at det er konkurser, der er foregået hos hjemmepleje og ikke plejecentre,« siger han.
Udviklingen af konkurrenceudsættelse inden for pleje- og ældreområdet står ifølge Dansk Industri, DI, i stampe. Gennem de seneste ti år har kurven for andelen af de kommunale opgaver på ældreområdet, der bliver konkurrenceudsat, kun rykket sig fra 19,5 pct. til 21,2 pct., viser tal fra DI.
»Udviklingen er mere eller mindre gået i stå. Det er ærgerligt, for vi ved, at hvis private kommer ind på området, er de også i konkurrence. Når man er i konkurrence, bliver man skarpere på at levere til borgeren. Man har generelt et højere kundefokus. Det er vores indtryk,« siger Jakob Scharff, der er branchedirektør i DI Service og Offentlig Privat.
Tre banker var dømt ude – nu er de tilbage
Både Danske Andelskassers Bank (DAB), Vestjysk Bank og Den Jyske Sparekasse blev sendt til tælling i kølvandet på finanskrisen og har i mange år kæmpet for at komme tilbage i det gode selskab af solide og veldrevne banker.
Nu lysner det for de tre banker. Det skriver dagbladet Børsen på baggrund af den årlige risikovurdering fra Bankresearch.
Vurderingen er lavet af Nicholas Rohde, ejer af og direktør i Bankresearch, og den udmønter sig i en liste med et risikoindeks på de danske banker, hvor den øverste på listen er den med den bedste risikovurdering. Ifølge Nicholas Rohde er problembankerne dem, der har et risikoindeks omkring 500 eller derover, og dermed dem med størst risiko for at krakke.
»Vi havde nogle meget hårde år. Fra 2012 indtil udgangen af 2014 havde vi meget store underskud, som gjorde, at vores kapital var ved at være fuldstændigt udhulet,« fortæller adm. direktør i Vestjysk Bank, Jan Ulsø Madsen.
Vestjysk Bank er netop den af de tre jyske banker, der har flyttet sig mest de seneste fire år. I 2015 lå banken tæt på bunden med et risikoindeks på 467,5. I 2018 er banken nummer 11 med et risikoindeks på 315. Ifølge Børsen vendte situationen for Vestjysk Bank, da et konsortium med Nykredit, Arbejdernes Landsbank og AP Pension i spidsen købte de 80 pct. af aktierne, som var ejet af staten og rekapitaliserede banken. Læs mere her.
Erhvervsstyrelsen vil stoppe svindlere
Nu skal Erhvervsstyrelsen fungere som første forsvarslinje over for svindlere.
Det er direktør i Erhvervsstyrelsen Katrine Windings vision. Hun har derfor investeret i et nyt digitalt fundament, så systemet kan mønstergenkende i realtid i registreringsøjeblikket og stoppe de selskaber, der var på vej til at blive oprettet for at kunne svindle. Der er tale om et markant sporskifte for styrelsen, der frem til nu har brugt flest kræfter på at gøre det nemt at oprette virksomhed.
»De meget få, der registrerer virksomheder med henblik på at svindle, kan gøre det meget hurtigt. En momskarrusel tager ikke lang tid, og når først de er registreret, kan det være svært at optrevle de komplekser, så vi har en vigtig rolle i forhold til at sikre, at det er regelrette virksomheder, der registrerer sig,« siger Katrine Winding til Finans.dk i sit første interview, siden hun overtog chefstolen i styrelsen i november 2017.
Parkens e-sportshold lander aftale med IT-gigant
Den franske IT-virksomhed Capgemini har indgået aftale med det danske e-sportshold North for resten af 2019 og vil være at finde på e-sportsholdets tøjer hele året. Capgemini vil bruge samarbejdet til at rekruttere nye talenter på et område, hvor deres medarbejdere og kommende medarbejdere har stor interesse i forvejen.
»Vi er nu væk fra, at e-sport er et fænomen eller har en nyhedsværdi. E-sport er ved at være mainstream. Når en supertanker af en virksomhed som eksempelvis Capgemini aktivt melder sig på banen, så er vi dér, hvor vi har ramt bredt ud,« siger Christian Sørensen, der er direktør for North.
North konkurrerer i spillet Counter-Strike og er ejet af Parken Sport & Entertainment og Nordisk Film i fællesskab. Læs hele historien her.
Markederne lige nu:
De asiatiske aktiemarkeder ligger tirsdag med små udsving, hvor investorerne ifølge Ritzau Finans ser ud til at tygge på de seneste regnskaber fra både Asien og USA.
Nikkei 225 +0,2
Topix -0,2
Hongkongs Hang Seng +0,5
China Shanghai Composite +1,1
China CSI 300 +1,4
Taiwan Taiex +0,2
Sydkoreas Kospi 0,0
Indiens BSE Sensex +0,5
Singapores STI +0,2
Sydney ASX 200 +0,4