Mærsk nu klar med lynbooking: »Det er er en stor milepæl i vores strategi«

Mange år efter, at de fleste andre brancher har fundet ud af at bruge digitale hjælpemidler, er A.P. Møller - Mærsk er nu klar med en ny måde at bestille containere på. En afgørende forandring, siger selskabet, mens en ekspert mener, at det er nødvendigt træk i det opgør, som kan komme mod store techgiganter som Amazon, selv om initiativet kommer meget sent.

Det skal være nemmere at bestille plads på containerskibe, som »Maersk Batam«, der her er på vej gennem Bosporus-strædet.  Murad Sezer

Maersk Line, verdens største containerrederi, er klar med en helt ny måde at bestille containere på. Fremover kan de store globale virksomheder og andre, som ønsker at få fragtet varer på det danske rederis skibe, få en plads på få sekunder – en ændring, som kan være med til at skubbe den ineffektive containerindustri ind i fremtiden.

Det virker måske utroligt i en digital tidsalder, men i dag kan det tage flere dage, før en kunde ved, om det er muligt at få fragtet sine varer på et containerskib. Men i den kæmpestore containerindustri, som holder verdenshandlen i gang, går tingene ikke helt så hurtigt. Her er rederierne først nu begyndt at gøre op med indviklede processer, hvor papirer bliver udfyldt manuelt, og hvor meget indtil nu er sket analogt.