Forsker advarer: Tre danske banker er særligt i farezonen

De mindre banker er gennem de seneste år blevet mere solide, men tre af dem er stadig udfordrede. Det viser en ny rangliste, hvor også Danske Bank og Sydbank skiller sig negativt ud.

Andelskassen
Den danske bankkrise viste, at bankernes soliditet pludselig kan ændre sig drastisk over blot et kvartal. Der er derfor grund til at holde særskilt øje med bankernes sundhedstilstand, mener lektor Johannes Raaballe fra Aarhus Universitet, der står bag en ny rangliste. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

I 2017 endte Østjydsk Bank i bunden af en liste, som måler robustheden i den danske banksektor. Året efter gik banken konkurs.

Nu er Johannes Raaballe, lektor i økonomi ved Aarhus Universitet, igen på banen med en rangliste over landets mest sikre – og usikre – banker. Med i ranglisten er 21 børsnoterede pengeinstitutter.

I ranglisten er bankerne opdelt i grønne, gule og røde banker baseret på et alternativt, markedsbaseret solvensmål (MSolvens). Analysen er baseret på markedets opfattelse af bankernes risiko.

I bunden af listen er Danske Andelskassers Bank med filialer beliggende i Jylland og på Fyn, mens den fynske lokalbank Totalbanken ligger på den næstsidste plads. Begge banker er placeret i det røde felt, som er det værste.

I det gule felt, som er lidt bedre, men også tilhører den usikre kategori, er Vestjysk Bank stadig en del af bundproppen, men nu i selskab med Danske Bank og Sydbank.

Både Danske Bank og Sydbank er dog så store, at de er udpeget af Finanstilsynet til at være systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI-banker). Staten har historisk holdt hånden under ejere og kreditorer i et SIFI-institut, hvis det kommer i krise. Der er således reelt tre danske børsnoterede banker, som særligt er i farezonen.

Grønlandsk glæde

I tilfælde af at en bank rammes af konkurs, dækker Garantiformuen alle indlån op til 750.000 kroner pr. indskyder. Men alt over 750.000 kroner går tabt, hvis banken krakker.

»Personligt anbringer min familie og jeg ikke indlån i røde og gule banker, medmindre indlånene er dækket af indskydergarantien. Jeg kan anbefale andre at følge denne regel,« siger Johannes Raaballe.

Ifølge lektoren er det bekymrende for den finansielle stabilitet, at de fire børsnoterede SIFI-banker, Danske Bank, Sydbank, Jyske Bank og Spar Nord, samlet set er blevet væsentligt mindre solide end for et år siden. Omvendt ses der en glædelig udvikling hos de små banker. De 13 mest solide banker er alle små banker.

Mens Danske Andelskassers Bank ikke har nogen kommentarer til ranglisten, glæder Grønlandsbankens direktør Martin Kviesgaard sig over en førsteplads.

»Det er ikke noget mål i sig selv at være nummer ét på solvenslisten. Men det er klart, at vi i Grønland har en særlig forpligtelse til at drive en solid bank, så vi kan være en aktiv del af udviklingen i samfundet både i gode som mindre gode tider,« siger han.