Finanstilsynet skærer igennem i bankopgør: Smider aktionærer på porten

Mere end en tredjedel af aktionærerne i den fynske lokalbank Totalbanken har ikke lov til at stemme på bankens generalforsamling onsdag. Det slår Finanstilsynet fast i en opsigtsvækkende afgørelse.

Et magtopgør om den lille fynske lokalbank Totalbanken har ulmet i længere tid. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sonny Munk Carlsen/Ritzau Scanpix

Den omdiskuterede forretningsmand Jesper Bak er sammen med en række andre aktionærer blevet sat uden for indflydelse i Totalbanken.

I en endelig afgørelse tirsdag fratog Finanstilsynet knap 37 procent af aktionærerne i Totalbanken deres stemmer forud for generalforsamlingen i den Aarup-baserede bank onsdag.

Det sker efter længere tids uro i Totalbanken, hvor banken har været skueplads for et opgør mellem en gruppe aktionærer og den afgående bestyrelsesformand, Poul Fischer, der har talt om »et kuplignende forsøg på at overtage banken«. Poul Fishcer, der er tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, har været formand for banken siden 1992.

Ifølge Finanstilsynet har storaktionæren Heine Delbing og Jesper Bak slået sig sammen og handler »i forståelse med hinanden«. Hvis de gør det, skal de ansøge om tilladelse hos Finanstilsynet, hvilket ikke er sket.

Derfor fratager Finanstilsynet Jesper Bak, hans hustru og en række forretningspartnere samt Heine Delbing stemmeretten i en kontroversiel afgørelse, hvor myndighederne dermed blander sig direkte i ejerforholdene i den ellers sunde og velfungerende bank med hovedsæde i den vestfynske by Aarup.

En afgørende faktor i den afgørelse er Jesper Baks person og tidligere meritter.

Frem til foråret 2016 sad Jesper Bak i bestyrelsen for den skandaleramte Københavns Andelskasse, hvor Finanstilsynet også tog stemmerettighederne fra finansmanden. Jesper Bak er tidligere dømt for kursmanipulation og var i 2013 involveret i et opgør om Møns Bank.

Jesper Bak brugte ifølge Finanstilsynet sin indflydelse i Københavns Andelskasse »til at føre andelskassen ind på nye og mere risikable områder, som andelskassen ikke havde ressourcer eller kompetencer til at håndtere«.

»Derudover henviste Jesper Bak flere risikable eksponeringer til Københavns Andelskasse for egen vinding, gennem opnåelse af provision for henvisningerne. Jesper Bak sætter således egne interesser forud for virksomheden,« skriver Finanstilsynet endvidere i argumentationen for at ophæve stemmeretten i Totalbanken.

En afgørelse som ikke kommer bag på Jesper Bak:

»Jeg ikke kan forstå, at jeg skal behandles dårligere end andre, men det må retssystemet tage sig af,« siger Jesper Bak, som vil indbringe Finanstilsynets afgørelse for Erhvervsankenævnet.

»Jeg har ikke besluttet, om jeg holder fast i mine aktier i Totalbanken. Det afhænger af, om der er nogen, der kommer og vil købe dem. Hvis der gør det, så tror jeg, at jeg sælger dem,« siger han.

Med afgørelsen giver Finanstilsynet de resterende aktionærer uhensigtsmæssig meget indflydelse i banken, mener Jesper Bak:

»Lige nu er jeg mest bekymret for, hvad den part, som man ikke tager stemmeretten fra, kan finde på. Det går jo ud over mine aktier, hvis Poul Fischer i stedet for at udvikle banken giver lån til venner i Rotary.«

En kritik, som Poul Fischer ikke giver meget for:

»Det er noget frygtelig vrøvl. Jesper Baks fortid og meritter siger vist alt om ham. Det er da mærkeligt, hvorfor han har købt aktier op det sidste halve år, hvis han er så utilfreds med min indsats. I morgen (onsdag red.) har jeg været formand i 27 år, og hvis han ikke synes, jeg har udviklet banken, så er det jo et forkert sted at investere,« siger Poul Fischer, der er tilfreds med Finanstilsynets afgørelse:

»Det er både en glædelig og en rigtig afgørelse, Finanstilsynet har truffet. Det er jo tilsynet, der er dommer i den sag, og de har vurderet, hvad vi andre også mente var tilfældet. Nemlig at Jesper Bak og Heine Delbing har overtrådt forskellige regler. Det er vi tilfredse med.«

Onsdag klokken 19 er der generalforsamling i Totalbanken. På grund af balladen og den store interesse er årets generalforsamling flyttet fra bankens lokaler til Aarup Fritidscenter.