Finanstilsynet involveret i sag om magtkamp i lokalbank

Totalbankens aktier er steget med næsten 200 procent siden august sidste år uden nogen særlig årsag. Finanstilsynet er involveret i det usædvanlige opkøb af aktier.

Totalbanken har været i dialog med Finanstilsynet om unormale handelsmønstre, oplyser bankdirektør Ivan Sløk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sonny Munk Carlsen / Scanpix

Finanstilsynet er involveret i sagen om mystiske kursstigninger og et ulmende magtopgør i den lille fynske lokalbank Totalbanken.

Fra efteråret 2018 er der blevet købt massivt op af Totalbankens aktier. Siden august 2018 er bankens aktiekurs steget med knap 200 pct., uden at nogen nye storaktionærer har givet sig offentligt til kende.

»Der har været en dialog med Finanstilsynet, der blandt andet tager udgangspunkt i, at vi har set nogle voldsomme kursstigninger og et handelsmønster, som ikke er normalt for en aktie af vores størrelse,« siger Totalbankens direktør Ivan Sløk.

De nuværende og offentligt kendte storaktionærer i Totalbanken er den fynske rigmand Heine Delbing samt bestyrelsesformand Poul Fischer og hans søn. Men i kulissen har den københavnske finansmand Jesper Bak også vist interesse for bankens aktier.

Jesper Bak er som tidligere hovedejer kendt fra den ejerkreds, der sad på magten i Københavns Andelsekasse fra 2014-2016. I den periode fik Københavns Andelskasse massiv kritik af Finanstilsynet, der blandt andet tvang bestyrelsen til at trække sig og fratog Jesper Bak stemmeretten. I dag er Københavns Andelskasse kontrolleret af Finansiel Stabilitet og under nedlukning.

Usikkerhed om ny bestyrelse

Forud for årets generalforsamling har Heine Delbing stillet et forslag om en næsten udrensning af bankens nuværende repræsentantsskab og formand Poul Fischer mener, at banken »jagtes af en kreds omkring Københavns Andelskasse«.

Bankdirektør Ivan Sløk mener, at man skylder omverdenen at få klarhed over, hvem Heine Delbing gerne vil have ind i bestyrelsen.

»Ellers havner vi i den situation, at vi står på bankens generalforsamling og ikke ved, hvem der skal vælges ind i bestyrelse. Med det forslag, der er stillet af Heine Delbing og aktionærerne, rydder man jo principielt den bestående bestyrelse,« siger Ivan Sløk.

Er det ikke også godt, at der kommer nyt blod ind i en gammel lokalbank?

»Det kan det godt være, hvis det er sådan, at dem, der kommer ind i bestyrelsen, har kendskab til bankdrift. Udfordringen er, hvis der kommer nogle ind i bestyrelsen, der ikke har. Så forsvinder den viden og den kontinuitet, der i banken, fuldstændigt,« svarer Ivan Sløk og tilføjer:

»Det er jo ikke normalt, at en bestyrelse bliver skiftet totalt ud i et børsnoteret selskab. Det, der er spændende og interessant for dem, der skal drive banken, er, hvem der kommer ind i bestyrelsen.«

Jesper Bak har ikke ønsket at udtale sig. Årets generalforsamling i Totalbanken afholdes den 3. april.