Parkens e-sportshold scorer aftale med global IT-gigant

Det danske e-sportshold North, der er ejet af Parken Sport & Entertainment og Nordisk Film, har netop landet en aftale med et af verdens største IT-konsulenthuse.

North Nyt
Det danske e-sportshold North er ejet af Nordisk Film samt Parken Sport & Entertainment, der også ejer det danske fodboldhold FCK. North har hjemme i Parken på Østerbro. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Kekko / North

Det rykker for e-sporten.

Seertallene stormer i vejret, og den mere etablerede del af erhvervslivet begynder at kredse om de største og mest prominente e-sportshold.

Det oplever det danske e-sportshold North, der i det forgangne år kunne skrive tyske Adidas på som trøjesponsor og samme år indgik en aftale med energidrikproducenten Red Bull.

Nu har en anden og mere uvant aktør blandt sportssponsorater meldt sig på banen.

Den franske IT-virksomhed Capgemini har indgået aftale med North for resten af 2019 og vil være at finde på e-sportsholdets trøjer hele året. Capgemini vil bruge samarbejdet til at rekruttere nye talenter på et område, hvor deres medarbejdere og kommende medarbejdere har stor interesse i forvejen.

»For mig er det en rigtig stor ting. Det her er en case, der kan sammenlignes med vores samarbejde med Adidas eller Red Bull. Den er et bevis på, at vi som organisation kan være interessante for mange forskellige slags segmenter og for nogle mastodontvirksomheder,« siger Christian Sørensen, der er direktør for North.

North konkurrerer i spillet Counter-Strike og er ejet af Parken Sport & Entertainment og Nordisk Film i fællesskab.

Capgemini, der er en IT-konsulentvirksomhed med hovedsæde i Paris, er en global mastodont med en omsætning på knap 100 mia. kroner i 2018 og med over 200.000 ansatte over hele kloden. Og for den franske virksomhed handlede det om andet end et traditionelt partnerskab.

»Vi er begejstrede for at blive partner med en af de mest professionelle e-sportsorganisationer, hvilket ultimativt vil styrke vores bånd med et meget stort fællesskab af ansatte og fremtidige ansatte,« udtaler Anil Agarwal, der er direktør for Capgemini i Skandinavien.

Capgeminis samarbejde med et internationalt kendt e-sportshold som North skal blandt andet ses i lyset af, at der over det meste af kloden er en intens kamp om de bedste medarbejdere i IT-industrien. Capgemini ved, at mange af deres nuværende medarbejdere og mange af dem, der potentielt kunne blive nye medarbejdere, har en interesse i e-sport.

»Capgemini er en af verdens største IT-konsulentforretninger i verden, men vi er altså også computerspillere,« understreger Anil Agarwal fra Capgemini.

Det glæder den danske direktør i North, Christian Sørensen, at en ny slags partner nu ser muligheder i e-sport.

»Vi er nu væk fra, at e-sport er et fænomen eller har en nyhedsværdi. E-sport er ved at være mainstream. Når en supertanker af en virksomhed som eksempelvis Capgemini aktivt melder sig på banen, så er vi dér, hvor vi har ramt bredt ud,« siger han og fortsætter:

»Det er interessant at få den type virksomhed med. Fordi de ser lidt anderledes på tingene og ikke benytter sig af mavefornemmelser. Vi bliver målt på data, og det har vi det fint med. Det er en del af pakken,« forklarer Christian Sørensen.

De to parter har aftalt, at de sætter sig sammen og diskuterer en eventuel forlængelse af aftalen i løbet af fjerde kvartal i år.