Godmorgen!
I dagens overflyvning af de vigtigste erhvervsnyheder skal vi forbi en optur, flere nedture samt noget, man kan fristes til at kalde sund nytænkning. For den gode stemnings skyld lægger vi ud med en munter historie.
Boligmarkedet buldrer derudad
Ikke siden tiden før finanskrisen har der været så meget fut i boligmarkedet, som der er nu. Det skriver Finans på baggrund af nye tal fra Boligsiden.dk, som er blandt de mest populære hjemmesider at søge ejerbolig på.
»Der er stor travlhed på boligmarkedet. Det skal blandt andet forklares med den lave rente, det stærke arbejdsmarked og de seneste års stigende realløn,« siger Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea Kredit, til Finans.
Ikke mindre end 78.873 villaer, rækkehuse, ejerlejligheder og fritidsboliger købte danskerne i 2019, hvilket er det højeste antal siden 2007.
Nervøst DI: Rekordstor usikkerhed fortsætter
Mindre muntre er de hos Dansk Industri, og det skyldes den store usikkerhed omkring den verdensøkonomiske situation, som især har epicenter i Brexit, handelskrigen og den seneste udvikling i Mellemøsten.
»De danske virksomheder må være ekstra beredte, fordi de er meget globale og dermed meget følsomme over for, hvad der sker rundt omkring på markederne,« siger Kent Damsgaard, der er direktør i DI, til Børsen.
Usikkerheden blev ubehageligt konkret, da FLSmidth, Nets og MHI Vestas tilsammen måtte fyre over 1.000 medarbejdere alene i løbet af tirsdagen, mens Danfoss for et par dage siden måtte afskedige 355 ansatte.
Ud over at være skidt for de mange afskedigede, fik nyhederne FLSmidths aktie til at falde med to procent, hvilket gav lige knap en bundplacering i det danske C25-indeks på dagen.
Topledere skal aflønnes efter, hvor bæredygtige de er
Usikkerheden på verdens markeder har trods alt ikke sendt erhvervslivet så meget i defensiven, at det ikke formår at tænke nyt.
I dag kan Berlingske således fortælle, at bestyrelsen for den tyske teknologigigant Siemens, der har danske Jim Hagemann Snabe i formandsstolen, nu vil foreslå, at topledelsen fremover skal tildeles aktieoptioner ud fra, hvor bæredygtig den er.
»På Siemens’ generalforsamling i begyndelsen af februar fremlægger vi et nyt bonussystem for vores ledelse, hvor ESG-mål (mål for miljø, samfundsansvar og governance, red.) indgår i definitionen af den langsigtede værdiskabelse,« siger Jim Hagemann Snabe til avisen.
Står det til Siemens’ bestyrelse skal de nye mål afgøre 20 procent af ledelsens aktieoptioner. Målene skal være konkrete og dreje sig om CO2-udledning, uddannelse af medarbejdere og kundetilfredshed. Aktieværdien vil dog stadig spille en rolle.
Jim Hagemann Snabe er i øjeblikket til World Economic Forum i Davos sammen med 3.000 topledere fra verdens store virksomheder, hvor han blandt andet taler højt om ansvarlig kapitalisme. Og her vil Jim Hagemann Snabe altså gå forrest og lede med eksempel i de selskaber, han selv sidder i bestyrelsen hos. Ud over Siemens indbefatter det også A.P. Møller - Mærsk.
Flere kommuner vil ikke hæve stemmen over for banker
Vi skal også forbi dem, der er mindre tilfredse med erhvervslivet. Eller i hvert fald med bankerne. For halvanden uge siden kunne vi her i avisen berette om, at Gladsaxe Kommune skærpede kravene over for banker i forbindelse med, at kommunen sendte sin bankforretning i udbud.
Resultatet? Ikke en eneste bank meldte sig på banen.
Centralt i den storkøbenhavnske kommunes krav var et muligt krav om bod, hvis ikke bankerne rapporterede tilfredsstillende om mulig hvidvask.
Nu kan Berlingske så fortælle, at andre kommuner ikke fandt dette krav nødvendigt. Struer Kommune, Tønder Kommune og Kalundborg Kommune valgte således alle at holde sig fra at stille netop dette krav, da de hver især på det seneste skulle finde ny bank.
»Det er ikke vores opfattelse, at denne bod er nødvendig, idet kontraktgrundlaget indeholder bestemmelse om ophævelse med videre i tilfælde af hvidvask,« siger Martin Damm (V), der er borgmester i Kalundborg Kommune, i et skriftligt svar.
Det er en omfangsrig historie, der drejer sig om kommuner, som påtager sig en ny rolle – og om banker, der i flere tilfælde har ret til at sige fra, når kravene til dem bliver for stramme.
Lars Seier skifter strategi og går efter store investeringer
Lars Seier Christensen er ikke længere medejer af fodboldappen Kiggit, og den er blot det seneste selskab i rækken, som erhvervsmanden har sagt farvel til.
Saxo Bank-milliardæren har også afviklet sine investeringer i virksomheder som MThobby, Supervisual og Sparrow Quantum, idet han har skiftet investeringsstrategi og nu går efter langt større investeringer som medejerskabet af FC Københavns ejer, Parken Sport & Entertainment, den nye danske toprestaurant Alchemist samt hans helt store blockchainprojekt, Concordium.
»Jeg leder i dag efter større investeringer i mere modne selskaber med proven models, som jeg tror kan udvikles – for eksempel Parken Sport & Entertainment – eller skaleres. Ingen regel uden undtagelse. Jeg kan sikkert fortsat blive fristet også af mindre, helt nye selskaber, men det bliver ikke i samme omfang som tidligere,« skriver Lars Seier Christensen til Finans.
Tre ting, investorerne skal holde øje med:
Andreas Østerheden, chefstrateg i Nordea, udpeger her, hvad investorerne skal holde øje med onsdag:
- Markederne tog et ryk nedad tirsdag pga. en kombination af kraftige stigninger på det seneste og bekymringer om den kinesiske coronavirus, men markederne stabiliseres her til morgen i Fjernøsten. Investorerne vil fortsat være opmærksomme på eventuel udvikling i sagen. Bekymringen ud fra et økonomisk synspunkt er, hvorvidt det vil påvirke den samlede efterspørgsel og f.eks. forbruget i løbet af det kommende kinesiske nytår.
- Der vil komme en række nøgletal herunder erhvervstilliden fra Frankrig og industridata fra Italien. Senere på dagen vil der komme tal på det amerikanske boligmarked herunder antallet af ansøgninger til nye boliglån, udviklingen i boligpriser og vigtigst af alt data for salg af eksisterende boliger. Boligsalget har et stykke tid været på vej op, i takt med at renterne er blevet lavere.
- Sidst men ikke mindst vil der være en række regnskaber fra nogle af verdens største selskaber, herunder medicinalgiganten Johnson & Johnson og elektronikvirksomheden Texas Instruments.
Det sker på markederne:
De asiatiske markeder ligger for det meste lunt i svinget onsdag, hvor et par af de store kinesiske børser dog falder med få timers handel igen på regionens børser.
Den kinesiske pil peger ned, efter at omkring to tredjedele af Kinas provinser har skåret i deres økonomiske 2020-mål i forhold til sidste år, på trods af at handelskonflikten med USA er aftaget.
- Nikkei 225: 0,6 pct.
- Hongkongs Hang Seng: 0,8 pct.
- China Shanghai Composite: -0,2 pct.
- Sydkoreas Kospi: 0,7 pct.
Indeksværdi klokken 06.00.
Ritzau/Finans