Godmorgen.
Velkommen til ugens første Business-overblik, hvor vi blandt andet skal forbi historien om, at coronakrisen skaber guldfeber hos danske børsdarlings.
Vi begynder dog overblikket med en mindre opmuntrende status fra coronakrisen danske epicenter:
Her stiger arbejdsløsheden med 50 procent
Nedlukningen er i færd med at rive hovedstadens vækst og velstand midt over. Og især vækker nedturen i Københavns økonomiske pulsåre, lufthavnen, dyb bekymring.
På en normal hverdag ville der gå to gange et fyldt Parken gennem lufthavnen. Nu ligger antallet på omkring 500 mennesker på en hel dag.
Før landede og lettede 30 fly i timen i København. Nu er det på en »god« dag ét fly i timen.
Særligt hårdt ramt er Tårnby, der i årevis har nydt godt af lufthavnen, der har trukket investeringer og arbejdspladser til hovedstaden. Kommunen står nu midt i en alarmerende deroute og melder om en stigning på 50 procent i antallet af borgere, der er ramt af arbejdsløshed.
Læs fortællingen om coronakrisens danske epicenter her.
Russiske oligarker med »bånd til Kreml« var lyssky kunder i Danske Bank
En stor gruppe af selskaber med konti i Danske Banks estiske filial var kontrolleret af lyssky russiske oligarker med »gode forbindelser til Kreml« – de politiske magthavere i Rusland.
Det kan man læse i Berlingske i dag.
Oligarkerne skjulte sig bag stråmandsselskaber i skattely, og selskaberne foretog store, mistænkelige pengeoverførsler, der bar klare tegn på hvidvask.
Det fremgår af en omfattende rapport om den svenske bank Swedbanks hvidvasksag, som det anerkendte amerikanske advokatfirma Clifford Chance har udarbejdet på baggrund af interview med nøglepersoner og store mængder data og dokumenter fra Swedbank.
Coronakrise skaber guldfeber hos danske børsdarlings
Det er ikke alle virksomheder, der er hårdt ramt i øjeblikket. Tværtimod skaber coronakrisen ligefrem guldfeber i flere danske selskaber
Det gælder ikke mindst danske Ambu og Coloplast, der har kunnet se markedsværdien eksplodere, skriver Finans.
»Der er en gruppe selskaber, herunder Ambu, der nyder godt af denne krise. Det gør de, fordi de leverer produkter, som passer ind i den værdikæde, hvormed man behandler covid-19-patienter,« siger Niels Leth, aktieanalysechef i Carnegie, til netmediet.
Ambus aktie er ifølge Finans siden årsskiftet mere end fordoblet i værdi, men også Coloplast er trods en nedjustering steget med med mere end 30 pct.
Søstrene Grenes tyske satsning sat år tilbage
De seneste fire år har den danske detailsucces Søstrene Grene åbnet 52 butikker på franchisebasis rundt om i Tyskland. Alt er gået forrygende indtil butikkerne måtte lukke på grund af coronavirus.
Efter fire ugers nedlukning og et anseeligt omsætningstab er Søstrene Grene klar til at genåbne butikkerne. Det skriver Børsen.
Butikkerne ligger imidlertid i 16 tyske delstater, der hver især har forskellige sikkerhedskrav. I nogle butikker må der højst lukkes kunder ind, så der er en kunde pr. 20 kvm. Andre steder er reglen ti kvm.
»Jeg vil tro, vi skal frem mod næste år, før vi kan begynde at tale om noget, der ligner det normale før krisen – hvis overhovedet,« siger Mogens Link Schmidt, direktør for de tyske butikker, til Børsen.
Her er tre ting, du skal holde øje med på aktiemarkederne i dag
Nordeas chefstrateg, Andreas Østerheden, kommer med sit bud på tre ting, investorerne skal holde øje med i dag:
»Det har været en relativt rolig weekend, og stemningen er god på markederne. Investorerne gik på weekend med endnu en hjælpepakke fra USA, som blev underskrevet af præsident Trump fredag. Det er også mod USA, at investorerne bør kigge hen i dag, hvor vi får tal fra fremstillingssektoren i april fra Dallas Fed. I sidste måned så vi et rekordstyrt dyk, og det kan gå hen og blive en rigtig gyser igen, eftersom USA i hele april har været præget af coronavirussens hærgen. Investorernes fokus er fortsat på indikationer af genåbningen af de store økonomier, og hvor markederne synes at være rimeligt fortrøstningsfulde, så tror vi ikke, at det forløber uden komplikationer for aktiviteten fremadrettet.«
»På regnskabsfronten har vi et dansk islæt på den internationale scene, når tyske Adidas med danske Kasper Rørsted aflægger regnskab. Den tyske sportsgigant er interessant at holde øje med, fordi det er spændende at se, hvordan detailsalget er blevet påvirket af corona, og hvordan Adidas ser på udviklingen på de globale markeder lige nu. I denne uge vil der også rulle en række danske regnskaber ind.«
»Ugens store fokus udover regnskaber er centralbanker. Her starter vi ugen ud i nat (dansk tid) med den japanske centralbank, Bank of Japan, der annoncerer deres nyeste tiltag. Det er forventet, at banken vil lempe yderligere, herunder øge opkøbene af blandt andet virksomhedsobligationer, og endelig forventer en række økonomer, at banken vil sænke sit skøn for væksten i 2020 til omkring minus fire pct. Centralbankerne spiller en afgørende rolle i at give økonomien kunstigt åndedræt i denne periode med nedlukning og i genopretningen oven på coronavirussen, så derfor bør man holde øjne og øre åbne, når en af de store centralbanker kommer med en melding. Senere på ugen bliver fokus på den amerikanske centralbank Fed, når de onsdag kommer med deres udmeldinger og torsdag på den europæiske centralbank ECB.«
Markederne her til morgen
USA
lukkekurser fredag i procent
Dow Jones: +1,11 pct.
S&P 500: +1,39 pct.
Nasdaq: +1,65 pct.
Asien
Indeks mandag kl. 06.15 i procent
Japan Nikkei: +2,23 pct.
Hongkong Hang Seng: +1,64 pct.
Kina CSI: +0,70 pct.





