Så fik vi sat kruseduller på den længe ventede handelsaftale mellem USA og Kina. Hovedoverskrifterne fokuserer på Kinas løfter om at øge købet af amerikanske varer med over 200 mia. dollar i forhold til niveauet i 2017. Mere end en fordobling. Men Kina har fået indføjet i »fase 1«-aftalen, at det skal ske på »markedsvilkår«, hvilket har skabt tvivl i amerikanske landbrugskredse om, hvor støbt i beton løftet egentlig er. Prisen på amerikanske sojabønner faldt, efter at aftalen blev offentliggjort.
Det er også meget usikkert, hvor meget ekstra de kinesiske forbrugere vil købe af amerikanske varer. Vil de begynde at drikke amerikansk vin og køre i amerikanske biler? Det er tvivlsomt. Vil de gå mere på Starbucks og købe produkter fra Apple? Det afgør forbrugerne og ikke myndighederne.