Det er nu tre måneder siden, at den amerikanske præsident, Donald Trump, annoncerede, at USA og Kina var blevet enige om rammerne for en handelsaftale. »Fase 1«-delaftalen var lige om hjørnet. Planen er nu, at aftalen skal underskrives i Washington onsdag aften.
Principperne i aftalen blev offentliggjort af det amerikanske handelsministerium i december. Hovedelementet er kinesiske køb af amerikanske varer mod, at USA undlader at indføre ny straftold og halverer straftolden fra 15 til 7,5 pct. på varer for omkring 120 mia. dollar. Der vil fortsat være 25 pct. straftold på varer for omkring 250 mia. dollar.