Analyse: En verden i forandring kræver flere reformer

Vi lever i en foranderlig verden, hvor global konkurrence og teknologiske landvindinger hele tiden presser vores samfundsmodel. Tilpasning kræver fortsatte forandringer med øget fleksibilitet i højsædet. Det kræver opgør med »plejer«, men giver spændende muligheder for dem, der ikke står stille. Det behøver ikke at hedde reformer, men det er, hvad det er.

Vi skal vænne os til, at jobskift bliver hyppigere – ikke bare mellem virksomheder, men også inden for en virksomhed. Vi skal i langt højere grad betragte hinanden som projektansatte. Det kræver også lønfleksibilitet i forhold til, at værdien af en given stilling ikke nødvendigvis svarer til tidligere. Det betyder omvendt også, at virksomheder skal blive bedre til at belønne indsats og ikke mindst se stort på anciennitet i løndannelsen: Man er ikke mere værd, fordi man har siddet længere på en stol. Men den erfaring, som en længere karriere bibringer, skal også bringes bedre frem i lyset, skriver Ulrik Bie. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anthony WALLACE

De seneste årtiers reformer har bygget et solidt fundament under danske virksomheder, som har gjort det muligt at komme til tops i den globale superliga. Regeringer både til højre og venstre fortjener stor ros for den stabilitetsorienterede økonomiske politik, og man forstår godt, hvis både politikere og befolkning føler behov for et reformpusterum. Finansminister Kristian Jensen har slået på, at vi bevæger os fra de store reformer til de mange bække små: »Der er ikke appetit på de store reformer som tidligere.«

Størrelsen upåagtet er der hele tiden behov for at dreje på alle knapper, for verden står ikke stille.

Hastig teknologisk forandring og global konkurrence giver uanede muligheder for dem, som forstår at være en del af morgendagen. En verden i forandring er også uden tilgivelse for dem, der ikke følger med. Bare spørg Italien. Udviklings- og vækstøkonomier udgør over halvdelen af den samlede globale økonomi og skaber tre fjerdedele af væksten. Vi kan ikke bare se på andre europæiske lande for at vurdere, om vi er med eller ej.

Vi skal vænne os til, at jobskift bliver hyppigere – ikke bare mellem virksomheder, men også inden for en virksomhed. Vi skal i langt højere grad betragte hinanden som projektansatte. Det kræver også lønfleksibilitet i forhold til, at værdien af en given stilling ikke nødvendigvis svarer til tidligere. Det betyder omvendt også, at virksomheder skal blive bedre til at belønne indsats og ikke mindst se stort på anciennitet i løndannelsen: Man er ikke mere værd, fordi man har siddet længere på en stol. Men den erfaring, som en længere karriere bibringer, skal også bringes bedre frem i lyset.

Pisk, gulerod og mere fleksibilitet

Arbejdsmarkedets parter fortjener stor ros for sammen at have tilpasset strukturer til nye behov og gøre videreuddannelse til en integreret del af overenskomsterne. Men verden af i morgen kræver endnu mere fleksibilitet i forhold til, hvordan vi indretter arbejdsmarkedet. Deltidsbeskæftigelse, fleksibel tilbagetrækning og differentieret pensionsalder er alle faktorer, som skal videreudvikles. Hvordan kan vi få flere med reduceret arbejdsevne aktiveret? Det kræver nok både pisk og gulerod – og mere fleksibel aflønning.

Kan vi skabe mere fleksible barselsordninger, der både tilgodeser familiens behov, men også forholder sig til det tomrum, som en barsel efterlader på en arbejdsplads? Forestillingen om, at en barselsvikar hopper ind og lukker hullet er ikke i overensstemmelse med virkeligheden på de fleste private arbejdspladser.

Arbejdsdagen kan for mange grupper (på kontor) opløses og indrettes på en måde, der både gavner familieliv og virksomheden. Det sker allerede, men for mange ansatte i den private sektor er det noget, som sker i det stille om aftenen i stedet for som en del af den officielle firmapolitik. »Heldigvis har jeg en forstående arbejdsgiver«, er ikke en strategi.

Diskussion om skattetryk handler altid om »arbejdsudbud«, men burde handle om, hvad vi betragter som den rimelige andel, som beskæftigede personer og selvstændige maksimalt skal aflevere til fællesskabet. For én, der har prøvet at drive selvstændig virksomhed, springer moms på tjenesteydelser i øjnene som en hindrende faktor for nyskabelse.

De videregående uddannelser bør i langt højere grad være en vekselvirkning mellem akademisk og arbejdserfaring fra den virkelige verden – også gerne i udlandet. Så kan man i samme omgang omlægge en større del af SU til lån.

Hellere smartere end hurtigere

Den offentlige sektor skal levere den samme fremgang i produktiviteten som i den private sektor for ikke at blive en byrde for de indtjenende erhverv. Mange offentligt ansatte oplever at løbe hurtigere, men de helt store gevinster ligger i at løbe smartere. Undersøgelser, der rangerer kommunerne på forskellige parametre, giver mulighed for at søge efter »best practise« – hvad kan vi lære af andre til at gøre det bedre? Der ligger enorme effektiviseringsgevinster ved at lære – og samtidig kan man øge kundetilfredsheden. Ofte kræver det en kulturforandring, som udfordrer »plejer«, men også et opgør med eksisterende magtstrukturer. Har alle offentlige institutioner de rigtige ledere og medarbejdere til den proces? Udnytter man de eksisterende teknologiske værktøjer?

Man er nødt i endnu højere grad at italesætte den offentlige sektor som en støttefunktion, der understøtter den private sektor. Der er intet galt i at være en støttefunktion, men det kræver, at man kender sin rolle i forhold til at indrette sig efter kundernes behov – og ikke omvendt.

Vi kan holde op med at kalde det reformer. Men udviklingen af samfundsstrukturerne er en kontinuerlig proces, der aldrig må stå stille.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør