Nu skal der hjælp til de nedslidte med en differentieret pensionsalder, lyder det fra Socialdemokratiet. Men finansminister Kristian Jensen (V) sender nu en klar advarsel. Hvis den differentierede pensionsalder ender med at mindske danskernes udbud af arbejdskraft, vil det gøre os fattigere.
Kommentaren kommer, netop som regeringen her torsdag morgen har indkaldt til forhandlinger om en differentieret pensionsalder i Beskæftigelsesministeriet.
Kristian Jensen fremhæver, at regeringen vil lytte til de forslag, der kommer til en diffenterentieret pensionsalder. Men han understreger, at hvis en differentieret pensionsalder trækker danskere ud af arbejdsmarkedet, så vil det give en nedgang i vores samlede produktion i form af BNP.
»Vi skal fastholde den reformkurs, vi har haft lige siden Poul Schlüter, uanset hvilken regering der har været. Det er nødvendigt, hvis Danmark skal blive ved med at være et velstående samfund. Vi vil fremadrettet komme i en meget uholdbar situation rent økonomisk, hvis vi ikke holder fast i aftalen, der blev lavet om en levetidsindeksering af alderen for folkepensionen,« siger Kristian Jensen.
Ikke lukrativ
Den helt store tilbagetrækningsreform blev indgået tilbage i 2006, hvor den daværende VK-regering indgik et bredt forlig med Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Radikale Venstre. Heri blev det blandt andet vedtaget, at pensionsalderen fra 2025 skal stige i takt med, at den gennemsnitlige levealder bliver højere.
Men reglerne er kommet under beskydning, fordi alderen for folkepensionen ud i fremtiden vil stige til langt over 70 år. Det kan være svært for nogle faggrupper – som eksempelvis håndværkere – at holde til.
Vi skal fastholde den reformkurs, vi har haft lige siden Poul Schlüter.Kristian Jensen (V), finansminister
Finanspolitisk ordfører for Socialdemokratiet Benny Engelbrecht understreger, at partiet med sit pensionsudspil stadig vil fastholde, at pensionsalderen kommer til at stige, efterhånden som vi lever længere.
»Men efter 40 eller 42 år skal man have en ret til at gå på folkepension. Det er en ordning, som vil være som folkepensionen, så den vil rent økonomisk ikke være særlig lukrativ. Har man et ordinært arbejde og kan blive ved med at udføre det, vil det være mere attraktivt at blive på arbejdsmarkedet,« siger Benny Engelbrecht.