Der er grund til at være stolt af den lange række af økonomiske reformer, der har sikret, at Danmark i dag er et meget mere velstående land end i 1980'erne.
Med det hovedbudskab langer finansminister Kristian Jensen (V) i sin tale til Venstres landsmøde kraftigt ud efter Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, der har lagt afstand til den økonomiske politik, hendes parti førte under statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).
- Hvor er det sørgeligt og kortsigtet. Reformerne har nemlig været en klokkeklar succes, siger Kristian Jensen.
Han understreger, at Venstre har været med i alle større reformer. Ikke kun når det handler om økonomien, men også af udlændingepolitikken og sygehusvæsnet.
- Og ja, det har også sikret plads til skattelettelser. Mere luft i økonomien er også velfærd for danskerne, siger finansministeren.
- Den politik, vi har ført, skal vi ikke rulle tilbage.
I et interview med Berlingske fredag forklarede Kristian Jensen, at der ikke er den store appetit på økonomiske reformer. Derfor er det de små håndtag, der skal drejes på, lod han forstå.
Men i sin landsmødetale gør han klart, Venstre ikke mener, at de økonomiske reformer hører fortiden til.
- Venstre vil mere. Vi vil fortsætte reformkursen, siger Kristian Jensen.
- Det er os, der skaber de gode tider, og det er os, der gør de gode tider bedre, siger Kristian Jensen.
/ritzau/