Udredning: Regeringen »strammede« efterretninger forud for krigsbeslutning

Den borgerlige regering »strammede« i 2003 oplysninger fra Forsvarets Efterretningstjeneste og gav dermed blandt andet Folketinget et »ufuldstændigt billede« af spørgsmålet om, hvorvidt Iraks diktator havde masseødelæggelsesvåben.

Udredningen om Danmarks krigsdeltagelse blev præsenteret på Københavns Universitet tirsdag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Den borgerlige regering »strammede« i 2003 oplysninger fra Forsvarets Efterretningstjeneste og gav dermed blandt andet Folketinget et »ufuldstændigt billede« af spørgsmålet om, hvorvidt Iraks diktator havde masseødelæggelsesvåben. Der findes også eksempler på, at Anders Fogh Rasmussen (V) og daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) gav Folketinget direkte usande oplysninger.

Det fremgår af den netop offentliggjorte udredning om dansk krigsindsats i Kosovo, Afghanistan og Irak.

Om Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben fremgår det af oplysninger fra efterretningstjenesten, at det »vurderes, at Irak har våben«. Men det blev internt i de centrale ministerier strammet til, at »vi er ret sikre på, at Irak har våben«. Og i videregivelsen til Folketinget fik den yderligere end tand: »Vi ved, at Irak har våben«.

Om Iraks kontakter til terrorister mente Forsvarets Efterretningstjeneste, at der var »ingen beviser« for, at Irak samarbejde med terrorister, mens regeringen til Folketinget, medierne og Det Udenrigspolitiske Nævn påstod, at »meget tyder på«, at Irak samarbejde med terrorister.

Fogh-regeringen skjulte også, hvad formålet med USAs krigsindsats var, nemlig at få afsat Saddam Hussein – det såkaldte regimeskift – mens Folketinget blot og i strid med sandheden blev oplyst om, at formålet var »afvæbning«.

Centralt i den danske diskussion – før regeringen med snævert flertal besluttede at lade Danmark gå i krig side om side med USA – var spørgsmålet om, hvorvidt de våbeninspektører, der var i Irak, skulle have mere tid til at undersøge, om Irak overhovedet havde masseødelæggelsesvåben.

Da krigsbeslutningen blev taget, skete det med den begrundelse, at Saddam Hussein ikke samarbejdede med FN og at våbeninspektørernes arbejde var meningsløst. Men også på dette punkt strammede regeringen de efterretninger, den modtog fra sin egen militære efterretningstjeneste.

Forsvarets Efterretningstjeneste oplyste, at våbeninspektørernes arbejde var præget af »fremskridt i samarbejdet«, at redegørelsen om Iraks våbenprogram var »mangelfuld«, men ville blive færdig »om måneder«, mens det i regeringens kommunikation til Folketinget blev til, at redegørelsen var »sporadisk« og at samarbejdet var »forgæves« og »udsigtsløst«.

Forskerne fra Københavns Universitet skriver direkte, at der i »nogle tilfælde« var tale om, at regeringen »strammede« de oplysninger, som den havde modtaget, og de vurderinger den gjorde sig, da disse blev videregivet til Folketinget og Det Udenrigspolitiske Nævn.

»Det gjaldt spørgsmålet om Iraks beholdning af masseødelæggelsesvåben, hvor FE’s vurderinger om, at der ikke fandtes sikre beviser, men at det vurderedes, at Irak havde våben, ændredes til, statsministerens sikre erklæring om, at »det er noget, vi ved«. Undervejs var vurderingen blevet strammet og gjort mere sikker af embedsværket. Regeringen strammede også vurderingen af våbeninspektørernes effektivitet, hvor UNMOVIC-chefen Hans Blix’ erklæring om, at der var mangler i irakernes oplysninger, men at der var fremskridt i samarbejdet, og at arbejdet kunne færdiggøres inden for en overskuelig tid, i løbet af processen blev ændret til, at samarbejdet var sporadisk og inspektionerne var »forgæves« og »udsigtsløs,« fremgår det af krigsudredningen.

Da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) den 14. november 2002 deltog i en forespørgselsdebat i Folketinget om en mulig kommende Irak-krig, sagde han: »Vi er overbeviste om, at regimet i Irak i dag besidder masseødelæggelsesvåben og missiler. Udenrigsministeren vil bagefter redegøre nærmere herom,« men ifølge forskerne må den formulering »siges at være en stramning af FE’s trusselsvurderinger og Udenrigs- og Forsvarsministeriets notater, der understregede den usikkerhed, som vurderingerne om Iraks masseødelæggelsesvåben var behæftet med.«

Forskerne konstaterer også, at Fogh-regeringen – bevidst – ikke blot strammede, men gav Folketinget direkte usande oplysninger:

»Der er,« skriver forskerne  »enkelte eksempler på, at de oplysninger og vurderinger, som regeringen forelagde Det Udenrigspolitiske Nævn, var i strid med de oplysninger, som regeringen havde modtaget.«

Her nævner forskerne, at både statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K) »gentagne gange« i Folketingets udenrigspolitiske nævn hævdede, at målet med aktionen mod Irak var »afvæbningen af regimets masseødelæggelsesvåben«, men det, skriver forskerne »fremgår både af ambassadeindberetninger og andre oplysninger samt interne notater, at USA’s mål var regimeskift.«

»Dette bekræftedes af britiske kilder, der gjorde det klart, at det ikke var realistisk at skelne mellem de to mål. Regeringen gav også udtryk i Nævnet for, at USA oprigtigt fulgte en multilateral linje (FN-sporet), og at målet var en fredelig afvæbning af Irak. Dette var imidlertid ikke i overensstemmelse med en række indberetninger og interne vurderinger, der gjorde det klart, at Bush-administrationen ikke havde nogen tillid til, at Saddam Hussein ville lade sig afvæbne frivilligt, og at den hele tiden planlagde et regimeskift i Baghdad«.

Det fremgår af udredningen, at statsminister Anders Fogh Rasmussen allerede under sit officielle besøg i USA i marts 2002, hvor han i Washington mødtes med præsident Bush, vicepræsident Cheney, udenrigsminister Powell og den nationale sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice, fik klar besked om USAs hensigter:

»Da diskussionen kom ind på Irak, understregede Bush, at han ikke havde nogen planer på sit bord, men gjorde det ifølge det danske referat samtidigt klart, at målet ikke var afvæbning, men regimeskift: ”Men når Saddam Hussein var frataget magten, ville verden være et bedre sted. Hvis præsidenten sagde ’go’ – så ville man gå i gang, og så mistede han magten. Der ville ikke blive tale om et halvhjertet forsøg. Det ville være hele vejen til Bagdad,« fremgår det af den historiske udredning.

Opdateres ...