Krigen i Irak var Foghs, Foghs og Foghs

Beslutningen om at gå krig i 2003 blev overvejende besluttet af statsminister Anders Fogh Rasmussen under inddragelse af en beskeden gruppe af topembedsmænd, skriver forskerne i krigsudredningen.

NATO/
»Undersøgelsen har vist,« skriver forskerne, at den danske Irak-politik fra regeringsskiftet i 2001 frem til vedtagelsen af beslutningen om at gå i krig i 2003, »overvejende blev besluttet af statsminister Anders Fogh Rasmussen under inddragelse af en beskeden gruppe af topembedsmænd, hvor Statsministeriets departementschef samt ambassadør Federspiel synes at have været de mest centrale aktører. Fogh Rasmussen var gennem hele perioden åben om den politiske kurs, og han lagde aldrig skjul på, at det var hans opfattelse, at Danmark skulle støtte USA i kampen mod terror.« Her ses Anders Fogh Rasmussen i samtale med tidligere udenrigsminister Per Stig Møller under et NATO-topmøde i 2009. Fold sammen
Læs mere
Foto: THIERRY ROGE

Danmarks statsminister fra 2001-2009, Anders Fogh Rasmussen (V), var ene mand – og i høj grad – manden bag Irak-krigen. Den i årevis diskuterede beslutning om at støtte USAs krig mod Irak i 2003 blev »helt overvejende« besluttet af Anders Fogh Rasmussen og kun ham, fremgår det af krigsudredningen, der offentliggøres tirsdag.

Udredningen er udarbejdet af lektor Rasmus Mariager fra Saxo-Instituttet og professor Anders Wivel fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

»Undersøgelsen har vist,« skriver forskerne, at den danske Irak-politik fra regeringsskiftet i 2001 frem til vedtagelsen af beslutningen om at gå i krig i 2003, »overvejende blev besluttet af statsminister Anders Fogh Rasmussen under inddragelse af en beskeden gruppe af topembedsmænd, hvor Statsministeriets departementschef samt ambassadør Federspiel synes at have været de mest centrale aktører. Fogh Rasmussen var gennem hele perioden åben om den politiske kurs, og han lagde aldrig skjul på, at det var hans opfattelse, at Danmark skulle støtte USA i kampen mod terror.«

Forskerne skriver, at »Irak-beslutningen helt overvejende (var) drevet af regeringens, især statsministerens, enighed med USA. Til gengæld var Anders Fogh Rasmussen ikke særligt åben om den politiske proces, og gennem hele forløbet lykkedes det statsministeren at undgå at blive forpligtet af definitioner, der senere kunne indskrænke hans og regeringens politiske råderum.«

Eksperterne skriver, at »den danske beslutningsproces var karakteriseret af, at den var centraliseret omkring én person, statsminister Anders Fogh Rasmussen. Han synes kun at have rådført sig med få betroede rådgivere, såsom departementschef Nils Bernstein og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen. Regeringsmøderne og møderne i Regeringens Sikkerhedsudvalg var karakteriseret ved, at statsministeren synes at have taget sine beslutninger på forhånd, de øvrige ministre synes at have haft begrænset indflydelse på beslutningerne, og der blev ikke lagt op til længere diskussioner. Der er ikke fundet tegn på, at statsministeren eller andre ministre rådførte sig med eksperter, der kunne bidrage med sikkerhedspolitiske vurderinger eller viden om Iraks historie og kultur.«

Det fremgår også af undersøgelsen, at det i den kritiske periode blev sløret, hvad den borgerlige regering mente med, at krigsindsats skulle ske ved »FN-forankring«.

Dette spørgsmål er centralt, fordi det var afgørende for både opposition og regeringen, at krigsbeslutningen i hvert fald ikke stred mod FN – spørgsmålet var så, hvor tydeligt beslutningen skulle forankres. Skulle det være et direkte mandat til at gå i krig, eller var en resolution om, at Irak ikke samarbejdede med FN, tilstrækkeligt til, at Danmark og allierede kunne indlede krigshandlingerne. Det sidste endte med at blive tilstrækkeligt.

Det fremgår af udredningen, at Anders Fogh Rasmussen over for Folketinget afviste sig at lægge sig fast på, hvad han forstod ved begrebet »FN-forankring«, dog sagde han til Folketinget, at det »til syvende og sidst [var] en juridisk diskussion«.

Det fremgår også, at daværende udenrigsminister Per Stig Møller forsikrede oppositionens leder, Socialdemokratiets Mogens Lykketoft om, at det var regeringens krav, at »der forelå et FN-mandat i form af en sikkerhedsrådsresolution, der eksplicit bemyndigede magtanvendelse«, men Anders Fogh Rasmussen så anderledes på det, og mente, at »det juridiske grundlag kunne etableres på forskellige måder«, dog uden at Fogh Rasmussen »gjorde sig store bestræbelser for at forklare oppositionen, hvad han mente med dette.«

»Derved lykkedes det Anders Fogh Rasmussen at bevare sit og regeringens manøvrerum. Omkostningen var imidlertid en fornyet mistillid mellem Folketingets partier på det sikkerhedspolitiske område; en mistillid, der giver mindelser om 1980’ernes omstridte fodnotepolitik,« skriver forskerne.